Problemet ved at være litteraturforsker eller i hvert fald et af problemerne er at du så ofte skal sidde der  på din belæste røv og læse den ene artikel efter den anden men helst uden at mærke efter hvem du også er Men nogle dage er du bare  for meget og du kan slet ikke komme til for dig selv Du forsøger at ignorere kroppen (måske især røven) Men når læsningen er kropumulig falder du hele tiden ud af teksten og ind i en uro der tvinger dig ud for at ordne vasketøj eller hvad har vi. Alting for at undgå denne uudholdelige selvdisciplin det er at fastholde røven i sædet og tanken i sporet.

Hvaså gamle dreng! Du hænger der  fuldfed på himlen  og fortæller din historie  hver aften som om at det var noget nyt Men jeg mindes ikke  at du har været så rød som i aften med dit lysende vidnesbyrd  Fortæl mig lige hvad du ser? At jorden brænder  under dit øje.

Den måde du falder sammen på falder du sammen på. bliver dig selv med alderen  indtager langsomt din positur, kropsholdning  Hvad skal man stille op  med det her liv der udfolder sig  langsomt og dvælende  i Mindeparken og andre steder  Du er ikke længere  mælkebøtten i gult men det afskårne græs Skriv dit liv Æd din måne 

Jeg er det største dyr i haven  pisser langs hækken  Børnene fabulerer sindssygt  og faren svarer  tålmodigt og servilt  på den måde hvor han ved  at vi andre lytter med. Det er hedebølge i Veilgårdsparken jeg sover i telt eller bare udenfor  sammen med min bedste venner  månen og solsorten.  De har råbt på mig længe At det er på tide at vende hjem.

Først klipper jeg hækken så barberer jeg kuglerne sidenhen græsset. Holder væksten nede med mine vers.

 Hvem er det, der får lov  til at ligge og kigge på stjerner? Sæsonens must haves litteraturens invasive arter digtere som Lars og mig: Vi sidder bare derinde i sproget og kigger ud på alle de andre. Vi kunne godt bruge et ordentligt skraldebang en minoritetsdronning der kunne kalde os ud sætte os totalt skakmat.

 P.S. Da jeg for nylig var på Aarhus Fremads minimale stadion Riisvangen for at se fodbold, slog det mig, hvor vild en kropslig oplevelse det er at se de her unge, enormt veltrænede mænd, bevæge deres kroppe med uhyrlig præcision, fart og kraft. Måske især fordi spillerne i dag er meget mere veltrænede, end da jeg spillede. Det går stærkere, der er mere power på spillet; det er muskler, øl og græs. Primitivt og smukt. Det er vel en del af fascinationen ved at se fodbold. Især på den her måde, på sidelinjen, ikke på et vindblæst stadion, ikke hoppende og hujende i vrimlens fascistiske rus. Vi projicerer vores eget kropslige begær ind i de unge mænds muskler. Forestiller os at være dén krop, være i et med en krop. Det fik mig til igen at tænke på den måske bedste afslutning, jeg kender på nogen som helst roman. Jeg tænker på Philip Roths Nemesis, der handler om Bucky Cantor. Han er 23 år og ”playground director”.  Imens hans jævnaldrende drager i krig – Anden Verdenskrig – blive...

Vejret grænser op til det sindssygt klare himlen er guddommeligt blå men jeg sidder jo bare og venter på  at min krop igen skal svare til noget der ligner bøgebladenes gud at blive sprød og gennemsigtig grøn og genfødt i solens hud at livet som sådan atter føles vigtig. Du ser din skygge gå langsomt på hæld men du må træne igen, cykle panden imod en mur og sluge dit svælg. Lad versene her være små grønne kiler  lad dem vandre, lad dem lytte til den lyd de laver, hvis verden stadig hviler.

  Vejret er på grænsen   til det sindssygt klare - himlen guddommeligt blå. Men jeg sidder desværre bare og venter på at min forkølelse skal overstås at jeg får min krop tilbage. Det hjælper at gå ud blive gennemsigtig i solen blive sprød som bøgebladene grøn og nyfødt, grøn og genfødt. Jeg er en dyb tallerken i haven snottet synker helt ned i knæene. Jeg må træne igen Jeg kan ikke blive ved med at være så tyk Det kan ikke nytte noget Du må ændre dit liv sulte dig selv. Vers er disse små kiler i livet de spirer som bøgebladene til stadighed grønne, grønnere. Hvad skal man dog stille op? Måske cykle ad helvede til forsvinde i sol og blæst lade sig blive tæsket rundt lidt som de visne blade på genbrugspladsen naturens alderdomshjem.

  1485 ligner ikke sig selv men bygningen er til at finde   Det er værre med 1482 den er ligesom indlejret   i et bygningskompleks som ikke lader sig finde   Men man kan parkere i kælderen her dufter der af mados   og benzin og hvis man er heldig møder man Orfeus   Han er ansat hos PWC som revisortrainee   Hver dag står han med et regnskab der ikke går op   Han kører imidlertid Tesla og har et ok CO2 forbrug   Det eneste problem er Eurydike. Hun vil forblive i kælderen   Hun sidder bag et hegn og stirrer på de mange Teslaer   Kunne man bare dividere sig selv opløse sig i mængden   jeg ville være en fisk og ikke fanget her i kælderen   tænker hun imens Orfeus står og venter på at porten   op til lyset åbner sig på ny.    

  Da jeg var yngre drenge spiller var heltene, det indrømmer jeg gerne her  mest mænd:    Lars Hauth, Claus P  men selvfølgelig også Waldner Appelgren og Grubba.   Der er en magi i alle de navne især når jeg nævner dem nu.   Dit navn stamper med hver gang du server. Hvorfor hed jeg ikke Thomas Jørgensen Rhod Jepsen, Torben Bech eller Ulrik Borchert?   Et ord – det vil sige det er jo ret beset et navn rummer måske det hele: Secrétin .   Men det kan man ikke stampe selvom hårene rejser sig, duften af et nyt bat opstår celluloidens mange hemmeligheder.   Men der var én damespiller hvis navn jeg aldrig kommer mig over Charlotte Polk   Også her er der magi: Charlotte Polk Charlotte Polk   Dansk mester flere gange i 80erne  pryder forsiden af det legendariske  Bordtennisbladet  marts 1989.   Hendes legendariske mullet hendes vilde serv ud af baghånden hendes intense spil tæt på bordet.   Måske jeg var lidt fo...

 Turen til Utrecht er én lang improvisation med DB Navigator: Fra Hamborg er det helt sort stationen er et narkohul og vi sendes til Osnabrück hvor der efter sigende er et direkte tog til Amsterdam. Men da vi ankommer er det 130 minutter forsinket og vi omdirigeres til regionaltog mod Hengelo der bl.a. fører os over eksotiske tyske navne som Ibbenbüren, Ibbenbüren-Eck osv. Mon solen nogensinde skinner her? Kender de også til den blå himmel? Og imens det mørkner langs banen hvor det ene gravstensfirma efter det andet sælger øjne til mørket bliver jeg nødt til at smide min salamisandwich ud fordi den smager af… Ja, hvad egentlig?  Tysk gris måske i hvert fald pølsetysker og plattenslageri. Men livet er jo at rejse min billet gælder tilsyneladende til alt. Jeg ser et spir bag træerne for enden af markerne. Det er dér jeg ikke vil hen. Åh Utrecht, here we come.

Hvordan skal jeg beskrive mit forhold til min søn ja til unge generelt, måske? En stor ømhed man må bære. Jeg har ondt af dem men forventer også mere noget andet noget, jeg ikke længere kan være. Du får så noget helt tredje som du ikke havde forudset noget, der gør verden mere værd. Det er måske som det skal være for der venter ham en fremtid umulig, eller i hvert fald sær. Og jeg forstår hvorfor man gerne vil stå godt oprustet til et liv i blæst når alt omkring dig føles trist. PureGym som om musklerne i sig selv yder modstand og kan lære kroppen verdens besvær. Hjælpe én med ikke at falde tabe hjertets rødder i verden at stå fast uanset vejr eller tiden som sker . Men med ømheden følger også følelsen af at være en vampyr noget i mig bliver stumt især. Som om jeg suger af de unges livskraft den potentialitet jeg ikke længere er værd. Jeg er jo selv et træ der skal falde, falder og kan ikke skærme dem fra det, der allerede er her. Fra den fremtid der bræn...

Havet, det er så vildt, det buldrer det er ustoppeligt lader mig ikke sove. Så jeg tager min ørepropper frem og lukker af og lukker ned. Imens forsvinder Dan ind i klitterne og den tilsandede kirke, min hjerne men på billedet af Klitgården fra i morges falder  min skygge ind i sporet. Man ser solen bryde igennem den rammer mig sent men jeg er den enlige svale i landskabet.

 Jeg bliver hjemsøgt af humoren den kommer bag på mig dag og nat. Så griner de igen. Og så griner de igen. Men imens jeg forsøger at grine sidst må jeg forsøge at holde latteren stangen. Eller måske snarere I armslængde. For det er kroppen det handler om. Det er den der altid er på spil: Ikke flække af grin Ikke flække overhovedet. Hmpffff

 Vil du helst ses Når du spiser? Eller når du læser? Skider, skriver? Umiddelbart er der en skam forbundet med at hengive sig til at udføre kroppens mest primitive funktioner Som om tænkning er renere end fordøjelse. Som om ord ikke også skal igennem noget før de slipper ud. Men digtet her er skysovs og luftfrikadeller. Det vil gerne serveres uden at nogen ser hvor det kommer fra. Alligevel sidder vi her med munden fuld af sætninger der tygger os tilbage. Måske er det netop dér vi helst skal ses: Midt i det upræsentable med bukserne nede og tanken i gang. Uden garanti for elegance. For ingen spørger hvornår du helst vil ses når du ikke længere  trækker vejret.

Hænderne op og bukserne ned. Jeg overgiver mig til tiden og tilfældet til medmennesket hvem du end er. Jeg kaster mig selv i grams og til hundene lader min næste komme til for at frelse fællesskabet folkeskolen filantropien. Det nye 3F. Jeg lytter  før jeg taler jeg er opmærksom på at jeg ikke er centrum for alt. Jeg er fx ikke  et orange menneske men sort, hvid,  rød, gul, blå blå blå blå… Håbet findes i hvert fald altid for enden af dette digt.

Jeg kan ikke holde til  at se nyheder mere  de nedbryder mig med deres breaking.  Men i det mindste  gør det ikke længere ondt i hjertet  lige nu, det føles  som om det banker  som det skal  hverken mere eller mindre.

 

Jeg føler den hvide himmel, jeg føler de gråblå skyer, jeg føler den blodige sol.   Dette er altså verden. Dette er altså klodernes hjem.   En regndråbe!   Jeg føler de høje huse, jeg føler de tusinde vinduer, jeg føler det fjerne kirketårn.   Dette er altså jorden. Dette er altså menneskenes hjem.   De gråblå skyer samler sig. Solen blev borte.   Jeg føler de velklædte herrer, jeg føler de smilende damer, jeg føler de ludende heste.   Hvor de gråblå skyer blir tunge.   Jeg føler, jeg føler.... Jeg føler vist at jeg er kommet på en forkert klode! Her er så underligt..