§1 Kunsten bliver aldrig autonom, selvom alting ville være meget nemmere, hvis den var det. Tænk, hvis vi kunne udpege den: Se, det der er kunst. Det kan vi ikke. Det kommer vi aldrig til at kunne. Desværre. §2 Ideen om den autonome kunst er en (våd?) borgerlig drøm. Også min. §3 Først tog man livet af kunstneren (inden for litteratur forfatterens død, fiktion etc.), for at redde kunsten. Så tog man livet af kunsten ved at dræbe alle dens intentioner og for at redde drømmen om dens autonomi. §4 Nu står den kunst så ofte tilbage for at holde kulturhjulene i gang, men den findes for det meste kun for underholdningens skyld. Den skriger og skråler ovre i hjørnet, imens den langsomt stiger i værdi. §5 Så har vi ikke brug for en kunst, der også må og tør mene noget? En kunst ikke kun med retten til at tænke sig selv autonom, men også med retten til at mene noget. At tage parti er måske at tage parti for dette! §6 En menneskelig kunst som ikke bare kan umenneskeliggøres på museer...

Forleden havde Lars Bukdahl en Facebook-update, hvor han efterlyste året mest morsomme bøger. Umiddelbart faldt mine tanker på Claus Beck-Nielsens Mine møder med de danske forfattere , som jo stadigvæk er uhyre morsom, men skulle man pege på digtsamlinger, kunne man pege på Bue P. Peitersens Juice og It's . Som man måske allerede kan fornemme på titlerne er opfindsomheden stor, og det gælder generelt for Peitersens digte og digtsamlinger, hvor bogformatet også bliver udsat for nye og skægge prøvelser, som man fx kan se af billederne nedenfor. Bogens It's er således pakket ind i stribet slikpapir og plastfolie. Det første digt, efter udpaktningen af bogen, finder man bag et transparent og blåstribet stykke "madpapir", og det lyder: "Er du kæk?/ Er du kæk?/ Du kikker ind med/ kasseøjne./ Du er et spøgelse./ Er du et godt, lille spøgelse/ i dag./ Er du kæk?" Digtet ser man naturligvis først delvist gennem madpapiret, hvor det står med sine kækhed og spøg...

Jeg læste mere eller mindre Claus Beck-Nielsens nyudkomne  Jeg taler til jer i en køre og følte mig sådan set vældig godt underholdt det meste af vejen. Måske især af det første kapitel "Husum i mit akvarium". Egentlig havde jeg på en måde opgivet at følge med, indtil jeg fandt ud af, at der allerede havde været en del furore på nettet og i dagbladene. Til en begyndelse Tue Andersen Nexøs lidt mærkværdige  afvisning på forhånd  (der jo endte med at blive en reklame for projektet) og senere hen Lars Bukdahls noget mere forståelige ditto . Bukdahls "liv" bliver jo i bogen endevendt af en særdeles anmassende, alvidende fortæller, og han bliver stalket af Claus Beck-Nielsen, der ønsker, at denne skal skrive en monografi, imens Beck-Nielsen så til gengæld skal skrive en monografi om Bukdahls værk. Jf. billedet, der er en hybrid mellem de to. Både Bukdahl, altså ham fra virkeligheden, og Andersen Nexø er i tvivl om, hvem forfatteren er. Det er også rigtigt, at stilen i...

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...