Jeg kan ikke rigtig beslutte mig for, om jeg synes, at Kim Leines Profeterne er en god roman. Som historisk roman betragtet og som roman betragtet i det hele taget er den jo temmelig traditionel. Men det behøver egentlig ikke at være et problem. Hvis man så alligevel skal komme med indvendinger i den retning, handler de jo om, at den er for skabelon-agtig: Hvorfor skal der absolut være en mordgåde? Og hvad med prologen, som den har til fælles med andre, på en måde beslægtede bestsellere af Morten Ramsland, Lars Saabye Christensen. Og afsnittet om branden i København som nærmest er addresseret til de historisk interesserede, ligesom Melville-pastichen med harpunmanden, der også virker lidt påklistret. Eller man kunne tage købmanden som figur, der mindede mig om den temmeligt firkantede skurk fra filmen Avatar (der jo også handler om, hvordan man ødelægger et folk med tætte bånd til naturen, ligesom Morten Falck kan sammenlignes med helten etc.). Det er således en roman, der på en måde ...