Den menneskelige plet. Litteraturens x-factor

Da årets X Factor vinder Morten Nørgaard skal til at synge “Say You Won't Let Go” i femte runde af liveshowsne, taber han pludselig tråden. Han er tæt på at give op, men får efter et par opmuntrende ord fra både sin mentor Remee og værten Sofie Linde samlet sig. Han tager sangen forfra og gennemfører sin optræden. Øjeblikket er muligvis afgørende for udfaldet af årets talentshow. Morten Nørgaards optræden understreger nemlig hans egentlige x-faktor: menneskelighed. Men gennem sin fejl og tvivlen på egne evner bekræftes også den særlige ærlige aura, som omgiver Morten.
Ingen kan være i tvivl om, at ærlighed står i ekstrem høj kurs i et samfund dybt præget af nye medier, hvor det meste til tider kan virke iscenesat og som konstruktion. Men hvordan udtrykker man noget ærligt sådan, at det ikke virker som om, at den, altså ærligheden, også er påtaget. Kan man bevidst lave ”en Morten”?

I ærligheden finder man i princippet ingen intentioner, for intentioner indeholder som regel et motiv, og et motiv betyder, at man siger noget for at ville opnå noget andet. Skal en optræden, sange eller bøger derfor være ærlige, må de faktisk udtrykke noget uden at ville opnå noget andet. Det sker sjældent, men det må gerne vakle, som verdensstjernen Mø siger det i et interview til musikmagasinet Gaffa, for ”det er fucking smukt at se folks fejl”. Det værste hun kunne forestille sig er, at hendes musik skulle virke påtaget, falsk og overproduceret, for man skal kunne mærke, at der står et menneske bag.

Ny oprigtighed 

Store dele af den nyeste danske litteratur handler om og tematiserer spørgsmål som ovenstående. Det gælder i værker af forfattere som Caspar Eric, Asta Olivia Nordenhof og Yahya Hassan m.fl. Og umiddelbart kan det måske også se ud som om, at disse forfatteres intention om en ny oprigtighed ender i en blindgyde. Ærligheden som iscenesat i stedet for den ægte vare.

Og så alligevel ikke, for dér, hvor deres oprigtighed skal findes, er i den måde som hele intentionen om at være ærlig fejler: En fundamental usikkerhed, der altid også gennemtrænger og omgiver deres litteratur. I digtsamlingen 7/11 skriver Caspar Eric et sted: ”fint nok med overfladejeg/ fint nok med performativ ærlighed/ som jeg aldrig kommer ud af/ uanset hvor radikal jeg forsøger at være/ i facebookopdateringer osv/ med direkte referencer til dig/ uanset hvad vil de altid ha en intention”. Men læser man digtet til ende, vil man i slutningen se, at et af de hashtags, der anvendes – alle Caspar Erics digte er uden titler, men derimod forsynet med sådanne – er “#gemttilkladder”. Måske var det slet ikke meningen, at dette digt skulle være et digt? Måske var det snarere en email, som forfatteren i virkeligheden slet ikke ønskede at sende?

Denne indarbejdede usikkerhed danner ramme om det, jeg kalder den menneskelige plet, og den er i mine øjne det vigtigste kendemærke ved den nye danske litteratur. Med en lettere omskrivning af et citat fra Nordenhof, så oplever man i den nye litteratur at blive tiltalt af et menneske. Den henvendelse kan beskrives som både ærlig, oprigtig og til tider privat, men den kræver under alle omstændigheder en hensyntagen til selve læsningens situation, at et bestemt menneske har skrevet en tekst, der læses af en bestemt læser. Et litterært værk er i dag ikke bare bogen eller teksten, men snarere den intervention som en litterær tekst, fx i en bog, iværksætter.

Det biografiske og det private

Tendensen er især tydelig, når det gælder brugen af selvbiografisk materiale. Denne tendens er efter alt at dømme et resultat af påvirkningen fra nye medier, men hvis litteraturen som sådan ikke også havde sine egne logikker, ville den i dag kun bestå af selvbiografisk litteratur, og det gør den som bekendt ikke. Det biografiske kunne man derfor se som det udefrakommende, dvs. mediepåvirkningen af det litterære og spindoktoriet i forhold til ens egen identitet, imens det private bør betragtes som én af litteraturens måder at modstå dette selv-spin, en slags resistens, men resistens forstået på flere måder. For sagen er den, at i en bestemt medielogik vil det, som ikke umiddelbart lader sig absorbere altid være mere interessant end det, der restløst lader sig opløse i den. Det er det tv-programmet, X Factor lever højt på. Her er man på evig jagt efter det originale, det singulære, det spektakulære, det som netop ikke er mainstream, men snarere menneskeligt. Præcis det gør man så til mainstream hver fredag aften. Samme logik gælder reality-programmer, men med det singulære forstået som det private. Logikken er i sidste ende også mulig at overføre til det litterære system. Den menneskelige plet er i den forstand på godt og ondt litteraturens x-factor.

Den singularitet, som det private ved en litterær tekst afstedkommer, har man haft en tendens til enten at overse eller undervurdere – man har endog i visse tilfælde anset det for at være en svaghed, ikke mindst når man har anklaget litteratur skrevet af kvinder for at være for privat. Det er først nu, vi for alvor anerkender kvaliteten ved Tove Ditlevsens erindringer eller Vita Andersens digte. Det betyder ikke, at hvis en tekst er privat, så er den automatisk litteratur. Det ville naturligvis være en absurd påstand. Men det betyder, at det private ofte bidrager til den singularitet, der gør litteratur til noget særligt, og at man føler sig talt til, ikke bare talt til som litteraturlæser, men også tiltalt som menneske, og dermed begynder at investere noget i teksten i stedet for blot at studere den.

Blottelsens etik

At kunne fornemme en teksts ærlighed og oprigtighed som læser kræver derfor en form for åbning eller blottelse i og med teksten, som i en eller anden form kommunikeres til læseren. Heri ligger der også en indbygget etik. I selvfremstillingen, uanset hvor fejlbarlig den end må være, må man forsøge at se sig selv i en større sammenhæng. Ideen illustreres til sidst i Amalie Smiths bog I civil (2012), hvor det tydeliggøres, hvordan det er vores ufuldendthed, der konstituerer moral, ikke en sammenhængende opfattelse af eller fortælling om identiteten.


Ansvarlighed er nemlig et forhold, der bygger på vores manglende evner til at kunne gennemskue os selv. Det bedste, vi kan gøre, er at forsøge at udstille vores menneskelige begrænsninger så præcist som muligt. Det er bl.a. dette, der sker i de nye danske litteratur. Den stiller bevidst sine menneskelige pletter til skue. Morten er åbenbart ikke den eneste, der kan lave ”en Morten”.

Litteratur, det fortvivlede sprog 

Oprigtigheden i den nye litteratur handler derfor nok alligevel om intention, men ikke en naiv intention om problemfrit at overføre et bestemt indhold i den litterære kommunikation fra afsender til modtager, snarere om at være oprigtig i forhold til at udstille den sårbarhed, der også altid er på spil, når man i sin selvfremstilling kommunikerer med andre mennesker. Der er tale om en litteratur, der ikke bare kommunikerer, men også rummer den fortvivlelse, der ligger i kommunikationen som sådan: At det nok handler om at med-dele sig, men at den meddelen aldrig restløst finder sted. Som det lyder i Stine Pilgaards roman Min mor siger (2012):

”Vi taler forbi hinanden, nogle gange med vilje, andre gange af vane, undertiden som en raffineret hævn, men oftest fordi misforståelserne er det eneste der findes. Vi forestiller os at vi ikke kan indgå i relationer, og vi drømmer om at mennesker ikke er udskiftelige. De få gange vi rent faktisk glemmer at ensomheden findes, bliver vi så ekstatiske af lykke at vi kalder det kærlighed, selv om det tætteste vi kan komme, er muligheden for at møde et menneske der jævnligt får os til at tvivle på at vi er alene. Det eneste vi kan håbe på, er hurtige glimt af kortvarig intimitet der ikke erstatter ensomheden, men i bedste fald kan fungere parallelt med den. Så bliver vi henrykte og siger ja til hinanden i kirker, lever sammen i trædemøller og sætter parallelle fodspor på jordkloden.”

Men selvom misforståelserne muligvis er det eneste, der findes, så ophører de ensomme mennesker ikke med at forsøge at forstå hinanden, og en af de former, hvori denne fortvivlende gentagelse oftest sker, kan man jo så kalde litteratur.

*(NOTE: teksten ovenfor var i første omgang antaget som kronik i Information og skulle have været i avisen i løbet af maj måned, men blev af uvisse årsager aldrig trykt)

Den bekymrede generation

Forleden da vi skulle køre hjem fra skitur i Norge, skulle vi for det første køre i en bil, der havde vist en del svaghedstegn på vejen derop - en herlig duft fra motoren - for det andet larmede den pga. en defekt udstødning, efter at jeg havde vendt snuden i en isklump. Troede jeg da. Men måske de to ting hænger sammen? At udstødningen allerede var defekt før isklumpen og dermed nedsatte motorydelsen, men det er en anden sag. Det er ligegyldigt nu. Just hold on we're going home.

 Der havde været halvdårlig (langrends)skivejr det meste af ugen, tøvejr, men den dag vi skulle køre hjem, var der ironisk nok snestorm. Vi manøvrede os igennem den værste sne, ankom til Larvik i en spruttende bil, steg på færgen for at se mere end fire kvalmende timer gyngende grund i øjnene. Fra Hirtshals ventede der så mere rusk i firserboksen med skiene på taget og en bil, hvis ene vinduesvisker nu tilmed også var sat ud. Men vi kom hjem og det endda i fin behold, som man siger. Bilen larmede godt nok en del i indkørslen, da vi sneg os op ad stenene, men os, vi fejlede intet, bortset fra efterveerne af den kvalme, som sejlturen havde givet os.

Vi er udsatte, også selvom det naturligvis drejer sig om en form for luksus-udsathed i det her tilfælde. Jeg mener: Bilen havde jo varme sæder, man kan altid ringe til Falck, der er venner lige om hjørnet i det meste af Jylland osv. Men det er heller ikke den udsathed, som jeg tænker på nu og heller ikke den, jeg tænkte på i den larmende bil ned igennem Jylland. Jeg bekymrer mig snarere om vejret: Tøvejret i Norge, stormen herhjemme, oversvømmelserne i England og os, der på trods af dette yderst hørligt skovler CO2 ud i den globale luft, fordi vi nu engang har lyst til at stå på ski. Det er en bekymring, som ikke er til at komme uden om. Og jeg tænker, tænker jeg, ikke først og fremmest på mig selv, men på de to, der sidder på bagsædet og sover. Hvad er det for en fremtid, de skal stå ansigt til ansigt med?

Aftenen før havde jeg forsøgt at fæstne denne bekymring i et digt uden at vide, hvilken drøj tur vi skulle igennem dagen efter. Det er skrevet lige efter, at jeg læste Hans Otto Jørgensens Strange Days Indeed færdig og visse sætninger, bilder jeg mig ind, bærer præg af dette, i hvert fald det med røvhullet til sidst, som jeg har tyvstjålet fra ham:

Man kan jo ikke sende dem derind.

Fremtiden er et forfærdeligt sted.

Der lugter fælt

og vandet løbet over i alt.

Nogle gange tænker man at det er godt

at man skal dø fra det.

Ikke opleve undergangen.

Andre gange er det angsten

der åbner én, et intet,

ikke at være til,

at børnene findes ufortrødent.

Det er en smerte der ikke kan dulmes.

Det umulige i at løbe derind.

Det umulige i at lade være.

Litteraturen er en trøst.

Alle de andre ligesindede;

dem med døden i ørerne

og røven

det åndssvagt kløende hul.

Hvor vil jeg hen med det og det (ozon)hul? Jo. Det er jo en hommage til Hans Otto, men det fik mig også til at tænke på den hlt nye og unge generation af forfattere. Når jeg læser mange af disse, gerne i slipstrømmen på Lars Skinnebach og Ursula Andkjær Olsen, så slår det mig, at de til overmål bekymrer sig. De bekymrer sig helt ind til benet. Flere af de yngre kvinder ønsker ikke engang at sætte børn i verden. Asta Olivia Nordenhof skriver fx i det nemme og det ensomme: "jeg vil ik ha børn så fat det/ flere liv at martre" (23). Det er naturligvis en privat sag, men det er alles private sag. Der findes ingen veje uden om: Vejret, atmosfæren, klimaet, de andre, katastroferne, den kontekst, som vores kødelige tekst altid allerede er indlejret i. En anden forfatter, Ida Marie Heede, taler i et interview, der egentlig handler om feminisme i ny dansk litteratur, om ”den måde, en hudcelle på en kvindekrop står i relation til atmosfæren”. Denne relation, tror jeg dog, er ikke nødvendigvis kønsbestemt. Tag fx Daniel Dalgaards digtsamling Vi er ikke konger, hvor man finder følgende linjer: "Det totale sprogs forsvinden når havene kommer,/ du forbruger kloden så hurtigt du ikke har begreb om det,/ det handler ikke om der vil komme 50/ eller 100 millioner klimaflygtninge, det handler om/ at der bliver frigivet så meget CO2 at du ikke kan leve mere i luften,/ ingen af os" (12). Jeg bladrer videre og finder et mere diskret eksempel i Simon Tolsgaards Det er hyklerisk at sige fra: "om fyrre år ryger det hele, hvis vi spiser kød" (16) eller de her linjer der forbinder os i vores fælles sociale katastrofe: "Vi er summen/ af vores liv. Og andres liv. Og alt/ hvad ingen ved. Uden usikkerheden/ ville sproget være nyttesløst. Vi vil bestemme/ noget vi ikke har bestemt/ med noget vi har bestemt én gang før" (84). Det bemærkelsesværdige er, hvordan sprog, socialitet og klima umærkeligt glider sammen hos digtere som disse. Katastrofen og apokalypsen som en art baggrund, men også usikkerheden der deraf følger som en sproglig åbning mod hinanden. Vi er ligesom tvunget til at tale sammen på den baggrund. Litteraturen er en trøst, men er det nok?

I starten af 2014 talte man meget om ”generation etik”. Det var et begreb, der via en artikel i Information blev søsat ganske effektivt. Jeg var aldrig helt tilfreds med hverken det, der blev sagt om generationen eller betegnelsen som sådan. Generationssnak synes at hjemsøge dansk litteratur som en slags borumsk spøgelse, eller måske en slags efterveer fra dengang poesien og verden endnu ikke var af lave, nemlig 1980erne, hvor man havde den store digtergeneration bestående af forfattere som Søren Ulrik Thomsen, Michael Strunge, Pia Tafdrup og F.P. Jac. Men ok, man er vel kun et menneske med en svag litterær karakter og et hul i udstødningen.

Hvis man endelig skal tale om etik, skal man tale om det etiske og kalde de unge digtere for generation etisk. Der er tale om en handlen. Mange af de unge digtere skriver tekster, som bekymrer sig. Det er en kummer, der findes hos stort set alle de unge danske digtere. Andre ville sikkert kalde det omsorg eller ”sorge” og kunne komme i tanker om relevante henvisninger til Martin Heidegger og andre livsfilosoffer. Fint med mig. Det er jo heri, det etiske ligger. Det er under alle omstændigheder en kummer, som påvirker hele den litterære udsigelse og som ofte underordner ideer om genre, udsigelse, fiktion osv.

Man vil måske nok kunne finde en vis patos, forbundet med kummeren og omsorgen. Men patosen er jo et resultat af bekymringen for verden. Hvis man har læst K.E. Løgstrup, hvis filosofi i mange henseender er beslægtet med Heidegger, mærker man patosen blomstre hele vejen igennem sproget. Det kan medføre en vis mistænksomhed: Er Løgstrup egentlig præst, en forkynder, hvem vil han overbevise om hvad? Og hvis man ellers, som jeg, har fået en pæn portion litterær opdragelse gennem Per Højholt, føles idiosynkrasien desto mere voldsom. Men i den nye litteratur kommer patosen heldigvis til udtryk på en mere indirekte måde. Her er patosen til at bære, den er nem og ensom. Nogenlunde som McDonalds en sen aften uden familien. Skammen over overhovedet at være dér.

Denne kummer er med til at stemme tonen i den nye litteratur. Den er en baggrund, hvorfra der tales. Den kommer før selvfremstillingen, vil nogen måske sige, og dermed kalde det anti-selvfremstilling. Men også her risikerer man at tage fejl. Eller man kan, tror jeg, opfatte selvfremstilling på forskellig måde. Enten som noget performativt postuleret og postulerende, inautentisk identitetslegende og ansvarsfrit a la den tidlige Claus Beck-Nielsen (dermed ikke være sagt, at det er sådan jeg læser ham), Jørgen Leth og attituderelativismen, eller man kan opfatte den som det, der nu engang er at deale med i mangel af bedre. Når der måske ikke findes noget "selv" uden de andre, eller nogen sammenhæng andet end klimaet og vejret, som vi til stadighed hænger og hænger os i.

Det sidste er tilfældet for den bekymrede generation. Det er også derfor, at den i mine øjne adskiller sig fra andre af de nyere litterære selvfremstillingstendenser. Pablo Llambías har fx skrevet tre gode ”bekendelses”-bøger, hvor han suger modernismen ud af bekendelsen (fx Vita Andersen og andre) og bruger den som en kanyle i det litterære, han stikker så at sige en dosis bekendelse strategisk og målrettet ind i det litterære felt. Men han ”gemmer” sig stadig bag en tekst, resterne af en ide om et værk (kanylen). Han antyder, at teksten er én ting, forfatteren bag, noget andet, uanset sammenfald af navne, virkeligheder, tekst etc. Jeg er generelt meget glad for Pablos forfatterskab, men for mig bliver skellet i denne selvfremstillingssammenhæng - et skel han selv peger på i diskussioner om de tre seneste sonetbøger, mellem tekst og forfatter - et skalkeskjul eller måske snarere et skjold, men noget, der hele tiden kan flyttes efter behag og forfatterens forgodtbefindende.

Men for den bekymrede generation er teksten det hele. Der er ikke et "værk", som man kan gemme sig bag. Titlen på Yahya Hassans er fx Yahya Hassan. Yahya Hassan er produktet af mange ting: det som forfatteren siger, men også den specifikke (kon)tekst, der har skabt ham og andre. Derfor føler mange et ansvar for denne særlige danske diskurs, som med ham er blevet sat i verden. Det samme gør jeg. Vi gør alle sammen krav på den, ham og på det, han siger, men det er, fordi det, han siger, er os, vores ansvar, vores ghetto, danskere ladt i stikken.

Nu kan man jo have mange opfattelser af, hvad en tekst er, men jeg har på fornemmelsen, at den bekymrede generation tænker teksten, som mere end bare tekst i gængs forstand. Det mest dækkende, jeg kan komme på, er Roland Barthes ide om teksten som væv. Det er det de litterære tekster træder frem på baggrund af. Til baggrunden hører mange ting, også forfatteren selv, men alt er i princippet tekst: ”il n'y a pas de hors-texte”, som Jacques Derrida proklamerede, hvilket ikke betyder, at virkeligheden ikke findes, men snarere at intet er kontekstfrit. Tager man Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet finder man måske det bedste eksempel på det opfattelse, altså teksten som et væv. Barthes brugte bl.a. metaforen for at tale om alle teksters intertekstualitet. Også på denne måde giver det mening at se Rasmussens roman, der låner vildt og voldsomt af Brøgger, Genet, Duras, Hesselholdt, Plath samt en række opslagsværker om huden. Identitet, hud og (inter)tekst glider sammen. Det væv, der udgør hans bog og hans identitet i forbindelse med den bog.

Den opfattelse af tekst skal nok forstås i forlængelse af den omfattende digitalisering, som de unge forfattere i forvejen må bekymre sig om og orientere sig i. Når den bekymrede generation fx er på de sociale medier, befinder de sig ikke i en anden virkelighed end virkeligheden. I den forstand bør en ide om teksten nuanceres i forhold til det, som Roland Barthes forestillede sig, dengang 1960erne. Der er det digitale og internettet til forskel. Den glidende overgang, at alting hurtigt kan transformere sig, blive remedieret, komprimeret, til luft og signaler, at alle tekster er ufuldstændige og kan skrives om. At vejret også er en tekst, at du og jeg er det.

Således også vore digitale ”selv” eller selvopfattelse. Der er tale om en redigering af vores liv, der er så omfattende, at den litterære tekst ikke længere kan siges at leve sit eget liv. Ideen om den autonome litteratur er derfor en sønderskudt banegård. Det digitale har heteronomiseret alt, også vores liv og selvopfattelse, og det viser sig i og omkring litteraturen. Den befinder sig ligeså godt på Facebook som i en bog. Asta Olivia Nordenhof er det bedste eksempel på dette. Hendes litteratur udfolder sig som en fortløbende tekst på tværs af medier og uden hierarki.

Det etiske ligger således i, at man i sin fremstilling af sig selv, uanset hvor usammenhængende den end må være, forsøger at se det vi kalder "selvet" i en sammenhæng. Denne sammenhæng kan være af forskellig art, fx en narrativ art, men behøver ikke at være det. Ideen her har jeg fra Amalie Smiths bog I civil, der igen henviser til Judith Butler. Smith skriver fx om at se sig selv: ”som en af mange viljer i et socialt økosystem, påvirkende og påvirket af verden”(93) og henviser til digteren Juliana Spahrs sigende linjer ”How lovely and how doomed this connection of everyone with lungs”. Vores forbundethed er en frelse og en forbandelse. Det sociale økosystem er det totale NU, bekymringen altomfattende. 




Smiths bog er på mange måder en smuk og omsorgsfuld poetik for den bekymrede generation. Smith tænker godt som forfatter, og det er ikke tilfældigt, at hun henviser til Butler. Butlers tanker om selvfortælling og selvfremstilling vil jeg gerne gøre til mine og til deres, den bekymrede generations, fordi disse tanker indlejrer selvfremstillingen i et etisk perspektiv. Smith udlægger det således:


"Judith Butler skriver, at fordi min selvfortælling altid er henvendt, og fordi jeg aldrig kan huske eller rumme alt, der er sket i mit liv, må jeg støtte mig til andre og deres fortælling om mig. Jeg ejer ikke min selvfortælling, og mit jeg er kun delvist klart for mig selv." (92)


På baggrund af denne indsigt har Smith en mindre, men prægnant dialog i sin bog:

"- Jeg tror det.

- Hvad tror du?

- At vores henvendthed forpligter os på hinanden.

- The 'I' is the moment of failure in every narrative 

effort to give an account of oneself, skriver hun også

- Det er et sted at begynde.

- Hvor?

- Jeget som selv-fortællingens uklare punkt. Jeg er

ankommet til sproget, jeg ejer det ikke.

- Hvem er du?

- Jeg er vores fælles pronomen." (92-93)

Selv jeget er vi fælles om. Det er bekymrende.




Butlers centrale argument i bogen Giving an Account of Oneself (2005), som Smith lader sig inspirere af, drejer sig om, at det grundlæggende for en moral mellem mennesker er vores blotlæggelse i forhold til andre, ikke en form for selvidentitet. Her kan man igen se de to opfattelser af selvfremstilling skinne igennem, som jeg nævner ovenfor. Jeg abonnerer på den første. Det er vores ufuldendthed, der konstituerer moral, tror jeg, ikke en sammenhængende opfattelse af eller fortælling om identiteten, der snarere tilhører en liberalistisk tankegang fra Kant og fremad. Ideen om autonome individer, der støder sammen osv. 




Og det handler om at være ydmyg over for sin egen uigennemsigtighed i denne sammenhæng, eller rettere: Ydmyghed er et udtryk for denne uigennemsigtighed, og den gensidige anerkendelse er en opgave, man bliver stillet over for, på grund af sin egen og den andens uigennemsigtighed. Ansvarlighed er således et forhold, der handler om relationen imellem vores manglende evner til ikke at kunne gennemskue os selv:

”Indeed, to take responsibility for oneself is to avow the limits of any self-understanding, and to establish these limits not only as a condition for the subject but as the predicament of the human community” (ibid.: 83).

At vedkende sig sin begrænsede viden om sig selv er at kende sig selv bedre, kunne man sige, og det er, trods alt, stadig at kende sig selv til en vis grænse, vil hun og også jeg hævde (ibid.: 46).

Det ”jeg”, der begynder at fortælle sin historie, kan kun fortælle denne i forhold til en række altid allerede anerkendte normer og former for livs- og selvfortælling. Derfor mener Butler, at hvis jeget ellers indvilliger i at fortælle sig selv gennem disse former, indvilliger det også i at lade sig selv desorientere i fortællemåder, der har en upersonlig oprindelse, det som man kunne kalde teksten, den andethed, som vi alle er overladt til og forankret i. Vejret er et godt eksempel på dette. Noget vi alle kan tale med om, og normalt ikke noget vi hænger os i, medmindre man måske er digter.

Jeg tror, at nogle af misforståelserne omkring ”generation etik”, som jeg nu vil omdøbe til den bekymrede generation handler om, at mange stadig tror på, at litteratur er noget andet end kommunikation, eller i det mindste en helt særlig form for kommunikation, som helst ikke må blive smittet af daglig tale. Således også Rolf Sparre Johansens ellers store og fine engagement i affæren.

Det er bl.a. den gode og gamle ide om litteraritet, der spøger, fx sådan som man fejrede denne i den russiske formalisme, og som blev nedarvet i nykritikken, hvor man talte om den intetionelle fejlslutning og i øvrigt gav fanden, når det kom til affekt, der jo præcis er at finde alle steder hos den bekymrede generation, da vores humør, som vi ved, bl.a. afhænger af vejret. 

Forfattere fra den bekymrede generation vil altså sige noget med deres tekster, de har noget på hjertet, men teksten er jo blot kun en tekst, den har også et liv, kunne man sige, et lille hjerte der også altid banker. Andre har været der før i dette sprog, vi benytter os af. Man bliver talt, når man taler. Det betyder, at al sprog er flertydigt, bevidst eller ubevidst, og da især litteraturen, der endog til tider kan sætte en ære i at overlade initiativet til ordene, som Stéphane Mallarmé sagde det engang. Men selvom sproget er ingens, må en udsigelse altid være nogens.


En anden misforståelse i kortlægningen af den såkaldte ”generation etik” er, at man ikke skelner mellem fiktion og litteratur. Det er ikke det samme, selvom man kan blive forvirret, især på engelsk, når man taler om fiction, der svarer til skønlitteratur, men igen, der går et vigtigt skel her. Litteratur kan benytte sig af fiktion, men behøver ikke at gøre det. Fiktion er en – måske endog den vigtigste – af litteraturens mange kommunikative ressourcer. Men derfor giver det alligevel mening at ændre perspektivet, når man læser værker af forfattere fra den bekymrede generation: i stedet for kun at leve sig ind i fiktionen, kan man også spørge, hvorfor den pågældende forfatter overhovedet benytter sig af fiktion og på den måde? Det er en tanke, som jeg og flere af mine kolleger allerede har fremført i en bog og et punkt, hvor jeg i øvrigt ligger helt på linje med en forfatter, der til en vis grad "tilhører" generationen i mine øjne, Nikolaj Zeuthen, der i en god Kritik-artikel fra 2010 "Digt og samfund i 00'erne. Essay om fiktion, ideologi og det etiske i litteraturen" skriver om en mere fordomsfri tilgang til fiktionen, hvor vi ikke hele tiden koncentrerer os om den "magiske mur", som fiktionen opstiller mellem læseren og forfatteren, men også om det, som forfatteren faktisk vil fortælle os med sin fiktion.

Det handler mere overordnet om, tror jeg, hvorfra man ser litteratur. Jeg vil gerne se den udefra og ind i stedet for omvendt, indefra og ud, og jeg har på fornemmelsen, at det er mere kongenialt med den bekymrede generations litteratur end det modsatte. Ser man den indefra og ud, dvs. litteraturen på det litteræres betingelser, ender man i blindgyder som nykritikkens. Man tror på en form for kunstnerisk essens, der taler for sig selv. At litteratur er et helt særligt sprog, der kræver sine koder og sin særlige former for kommunikation og omgangsformer. Det kan i nogle tilfælde gøre litteratur til en lukket klub, som jeg ikke er tilhænger af. Yahya Hassan og Asta Olivia Nordenhofs digtsamlinger har vist os, at det andet er muligt på hver deres måder.

Det gode ved ”digte” eller lad os blot sige "poesi" er, at de faktisk sjældent er fiktion. I den bekymrede generations tekster ligger der således en etisk motiveret bestræbelse på at vige uden om (de alt for store) fortællinger, den type af konstruktioner som Karl Ove Knausgård et sted kalder for fiktioner, og som han får kvalme af at beskæftige sig med. Forfatterne i den bekymrede generation vil igennem deres tekster synliggøre egne begrænsninger, fordi det netop er her, at den etisk ansvarlige henvendelse har sit udspring. Josefine Klougart taler fx om at være ødsel med sig selv, og selvom hendes bøger lanceres som romaner, er de i mine øjne uden tvivl også stor poesi.

Poesien er på en måde mere ”selvbiografisk” end de litterære former, vi normalt forbinder med selvbiografier. Den er simpelthen tættere på det (usammenhængende) jeg, der altid taler og fremstiller sig ”selv” – en mere autentisk genre, om man vil. Men poesien, sådan som jeg ser det, kommer til udtryk både i digte og prosa for tiden, hvis det overhovedet giver mening at skelne. Selv Knausgårds prosa er en form for poesi i den henseende, vil jeg vove at påstå. Det er noget, jeg skriver om i en anden og kommende sammenhæng, men for nu er det nok at pege på, hvorfor han må ses som et af forbillederne for den bekymrede generation. Akkurat som Hans Otto Jørgensen også er det. Læs Strange Days Indeed - det er er hverken fiktion eller fortælling, men en sproglig og poetisk undersøgelse af identitet, forbindelsen mellem det jyske "a" og det überdanske "jeg", der altid spøger i Hans Ottos væltede kældre. Som Henrik Nordbrandt engang skrev i digtet ”Eksempel” fra Drømmebroer: ”Ordet ”jeg” er tilgængeligt for alle/ men af angst for at blive set/ tør ingen gå det imøde”. Det er adgangen og gangen hen til det "jeg", der bekymrer den bekymrede generation. Et "jeg" der kun er tilgængeligt igennem vores fælles tekst til det andet, den anden og de andre.

De næste 5000 dage

I dag faldt jeg over denne anmeldelse af Amalie Smiths debut på min egen computer (CHOK), som jeg sendte for laaaaang tid siden til Sentura, hvor den sammen med sitet i øvrigt er blevet syltet. Så hvorfor ikke bringe den HER? Det fortjener bogen (og forhåbentlig også anmeldelsen?):

Den dobbelteksponerede identitet

 

Amalie Smith: De næste 5000 dage

Gyldendal

96 sider

149,95 kroner

Det var en fredag aften

Til en start styrtlæste jeg Amalie Smiths debutbog De næste 5000 dage en kedelig fredag aften. Det tog ikke lang tid, en god halv times tid eller deromkring, og jeg var helt oppe på mærkerne omkring kedelig forfatterskolelitteratur, og jeg skal komme efter dig. En anden og tredje gennemlæsning gjorde imidlertid, at jeg måtte revidere min forforståelse en del. Dermed ikke være sagt, at Amalie Smith har skrevet et uomgængeligt værk, eller at der ikke stadigvæk er noget omkring min fordomsfulde førstegangslæsning, men hun har mønstret en række tekster, der på hver sin måde fortæller os interessante ting om, hvad identitet og litteratur (også) er i dag.

Hybridroman

Bogen kaldes en hybridroman i seks dele. Alle genrer afprøves fra den nøgternt registrerende prosa til poesien i det næstsidste afsnit. Desuden indeholder bogen billeder i kombination med tekster. Bl.a. en serie hvor en person, formentlig forfatteren selv, æder en blomst, der (formentlig igen) er en såkaldt narcissus pseudonarcissus, også kendt som påskelilje. Det er naturligvis en symbolladet handling, som man bør tolke mere på, ikke mindst når den kombineres, ikke blot med ét tekstspor, men hele to, hvoraf det sidste knyttes tættere til billedet, fysisk set, imens det første på en mere ”handlingsmæssig” måde knytter sig til billederne. At blomsten omtales ved sit latinske navn og dermed giver allusioner til en kompleks narcissisme, gør det ikke mindre interessant. Som der står et sted: ”Jeg ligner en, der leder efter nogen”. Det interessante ved den sætning er, at den på samme tid har et subjekt, der taler om at se og blive set. Denne dobbelteksponering, som det hedder andetsteds i bogen, er central for forståelsen af den udsigelse og identitet, der mere generelt er på spil. Tænk her på, at unge, der vokser op i dag, i den grad har været udsat for en konstant dobbelteksponering. De har i kraft af en til stadighed forfinet digital teknik så at sige ikke skullet vente på at blive fremkaldt.

Når man falder ud

Det lyder sikkert mere kompliceret, end det er, men Amalie Smiths ”tekster” undersøger dermed ikke bare egne stedsfornemmelser, men også læserens, idet man tvinges til på tværmediel vis at navigere mellem forskellige diskurser. Netop her mener jeg også, at hybridromanen har sin største styrke. Især når udsigelsens sted undersøges i det mest vellykkede afsnit, der hedder ”Søgeresultater”. Hvad sker der, når man som ”udsiger” falder ud? Eller når man oplever spaltningen af at have en krop i verden samtidig med at man bliver suget ind i andre medier, som det sker i denne her tekst om Facebook:

”Jeg oplever, at mennesker, der suges ind i tv og aviser, bliver ved med at have en krop i den virkelige verden. Det er en konkret erfaring. Der findes et fotografi af Sappho som ung, men det bevæger sig mod en anden galakse. Hun så op i himlen, og sådan gik det til. Ikke noget hokus pokus. I mellemtiden har nogen lavet et ansigtskartotek på nettet, og alle i verden har meldt sig.”

En skærm imellem mig og mig

Bogens fine omslag er et billede af et still-kamera (tror jeg det hedder), der filmer ind i et ”ekkofrit rum”. Billedet foregriber som Smiths tekster, tror jeg, en undersøgelse af udsigelsespositionen. Smith skriver også flere steder, som om hun er et registrerende kamera. En metode der visse steder minder om Jørgen Leths i sine tekster, men måske mere cyborg-agtig. Hos Leth er man klar over, at udsigelsen mimer et kamera. Hos Smith er tingene mere komplicerede og indvævede i hinanden, men der er stadigvæk en enorm bevidsthed om det aktuelle medie, om det er skrift eller billede. Stederne i bogen flyder grænseløst sammen både i det enkelte medie alene og på tværs af dem. Tingene opløses til tider for øjnene af os, som når jeget siger ”At røre ved dig, føles som at stikke hånden gennem et løst vævet tæppe”. Sådanne passager kunne fx minde læseren om det en globaliseringsteoretiker (John Tomlinson) har kaldt for ”the condition of immediacy”. Nye medier giver os fornemmelsen af umiddelbarhed og fluiditet, uanset hvor i verden vi befinder os, de påvirker simpelthen vores identitet. Måske er det noget sådant, der er på spil hos Smith? Vi er tilsyneladende i kontakt med os selv og hinanden, og så alligevel ikke, for der er fx en skærm imellem os, ja imellem mig og mig.

Ny litterær subjektivitet

Når det er sagt, må jeg måske også hellere vende tilbage til og forklare mine indledende fordomme. For bogen vil måske for meget på en gang, og den vil for mange, ikke specialiserede læsere, føles en anelse verdensfjern, arty-farty måske? Måske gøres nogle af teksterne unødvendigt komplicerede, og man skal (som illustreret ovenfor) lede en smule hårdt efter, ikke bare det verdensvendte, men også det læserhenvendte, ved teksterne. Jeg fik med andre ord litterær klaustrofobi ved min første læsning. Også jeg er naturligvis ramt af tidstypiske tendenser til, at litteraturen skal være kommunikerende og intervenere i verden. Tilgiv mig! For jeg tilgiver naturligvis Amalie Smith for alt: Hun er debutant, ung og (især fordi) hun har et stort forpligtende talent. Sammen med en af de seneste års bedste digtdebutanter, Theis Ørntoft, tegner hun konturerne af en ny form for litterær subjektivitet, som er yderst interessant.