Da årets X Factor vinder Morten Nørgaard skal til at synge “Say You Won't Let Go” i femte runde af liveshowsne, taber han pludselig tråden. Han er tæt på at give op, men får efter et par opmuntrende ord fra både sin mentor Remee og værten Sofie Linde samlet sig. Han tager sangen forfra og gennemfører sin optræden. Øjeblikket er muligvis afgørende for udfaldet af årets talentshow. Morten Nørgaards optræden understreger nemlig hans egentlige x-faktor: menneskelighed. Men gennem sin fejl og tvivlen på egne evner bekræftes også den særlige ærlige aura, som omgiver Morten. Ingen kan være i tvivl om, at ærlighed står i ekstrem høj kurs i et samfund dybt præget af nye medier, hvor det meste til tider kan virke iscenesat og som konstruktion. Men hvordan udtrykker man noget ærligt sådan, at det ikke virker som om, at den, altså ærligheden, også er påtaget. Kan man bevidst lave ”en Morten”? I ærligheden finder man i princippet ingen intentioner, for intentioner indeholder som...

Forleden da vi skulle køre hjem fra skitur i Norge, skulle vi for det første køre i en bil, der havde vist en del svaghedstegn på vejen derop - en herlig duft fra motoren - for det andet larmede den pga. en defekt udstødning, efter at jeg havde vendt snuden i en isklump. Troede jeg da. Men måske de to ting hænger sammen? At udstødningen allerede var defekt før isklumpen og dermed nedsatte motorydelsen, men det er en anden sag. Det er ligegyldigt nu. Just hold on we're going home .   Der havde været halvdårlig (langrends)skivejr det meste af ugen, tøvejr, men den dag vi skulle køre hjem, var der ironisk nok snestorm. Vi manøvrede os igennem den værste sne, ankom til Larvik i en spruttende bil, steg på færgen for at se mere end fire kvalmende timer gyngende grund i øjnene. Fra Hirtshals ventede der så mere rusk i firserboksen med skiene på taget og en bil, hvis ene vinduesvisker nu tilmed også var sat ud. Men vi kom hjem og det endda i fin behold, som man siger. Bil...

I dag faldt jeg over denne anmeldelse af Amalie Smiths debut på min egen computer (CHOK), som jeg sendte for laaaaang tid siden til Sentura, hvor den sammen med sitet i øvrigt er blevet syltet. Så hvorfor ikke bringe den HER? Det fortjener bogen (og forhåbentlig også anmeldelsen?): Den dobbelteksponerede identitet   Amalie Smith: De næste 5000 dage Gyldendal 96 sider 149,95 kroner Det var en fredag aften Til en start styrtlæste jeg Amalie Smiths debutbog De næste 5000 dage en kedelig fredag aften. Det tog ikke lang tid, en god halv times tid eller deromkring, og jeg var helt oppe på mærkerne omkring kedelig forfatterskolelitteratur, og jeg skal komme efter dig. En anden og tredje gennemlæsning gjorde imidlertid, at jeg måtte revidere min forforståelse en del. Dermed ikke være sagt, at Amalie Smith har skrevet et uomgængeligt værk, eller at der ikke stadigvæk er noget omkring min fordomsfulde førstegangslæsning, men hun har mønstret en række tekster, der på ...