Vejret grænser op til det sindssygt klare himlen er guddommeligt blå men jeg sidder jo bare og venter på  at min krop igen skal svare til noget der ligner bøgebladenes gud at blive sprød og gennemsigtig grøn og genfødt i solens hud at livet som sådan atter føles vigtig. Du ser din skygge gå langsomt på hæld men du må træne igen, cykle panden imod en mur og sluge dit svælg. Lad versene her være små grønne kiler  lad dem vandre, lad dem lytte til den lyd de laver, hvis verden stadig hviler.

  Vejret er på grænsen   til det sindssygt klare - himlen guddommeligt blå. Men jeg sidder desværre bare og venter på at min forkølelse skal overstås at jeg får min krop tilbage. Det hjælper at gå ud blive gennemsigtig i solen blive sprød som bøgebladene grøn og nyfødt, grøn og genfødt. Jeg er en dyb tallerken i haven snottet synker helt ned i knæene. Jeg må træne igen Jeg kan ikke blive ved med at være så tyk Det kan ikke nytte noget Du må ændre dit liv sulte dig selv. Vers er disse små kiler i livet de spirer som bøgebladene til stadighed grønne, grønnere. Hvad skal man dog stille op? Måske cykle ad helvede til forsvinde i sol og blæst lade sig blive tæsket rundt lidt som de visne blade på genbrugspladsen naturens alderdomshjem.