P.S. Da jeg for nylig var på Aarhus Fremads minimale stadion Riisvangen for at se fodbold, slog det mig, hvor vild en kropslig oplevelse det er at se de her unge, enormt veltrænede mænd, bevæge deres kroppe med uhyrlig præcision, fart og kraft. Måske især fordi spillerne i dag er meget mere veltrænede, end da jeg spillede. Det går stærkere, der er mere power på spillet; det er muskler, øl og græs. Primitivt og smukt. Det er vel en del af fascinationen ved at se fodbold. Især på den her måde, på sidelinjen, ikke på et vindblæst stadion, ikke hoppende og hujende i vrimlens fascistiske rus. Vi projicerer vores eget kropslige begær ind i de unge mænds muskler. Forestiller os at være dén krop, være i et med en krop. Det fik mig til igen at tænke på den måske bedste afslutning, jeg kender på nogen som helst roman. Jeg tænker på Philip Roths Nemesis, der handler om Bucky Cantor. Han er 23 år og ”playground director”.  Imens hans jævnaldrende drager i krig – Anden Verdenskrig – blive...

Vejret grænser op til det sindssygt klare himlen er guddommeligt blå men jeg sidder jo bare og venter på  at min krop igen skal svare til noget der ligner bøgebladenes gud at blive sprød og gennemsigtig grøn og genfødt i solens hud at livet som sådan atter føles vigtig. Du ser din skygge gå langsomt på hæld men du må træne igen, cykle panden imod en mur og sluge dit svælg. Lad versene her være små grønne kiler  lad dem vandre, lad dem lytte til den lyd de laver, hvis verden stadig hviler.