Problemet ved at være litteraturforsker eller i hvert fald et af problemerne er at du så ofte skal sidde der  på din belæste røv og læse den ene artikel efter den anden men helst uden at mærke efter hvem du også er Men nogle dage er du bare  for meget og du kan slet ikke komme til for dig selv Du forsøger at ignorere kroppen (måske især røven) Men når læsningen er kropumulig falder du hele tiden ud af teksten og ind i en uro der tvinger dig ud for at ordne vasketøj eller hvad har vi. Alting for at undgå denne uudholdelige selvdisciplin det er at fastholde røven i sædet og tanken i sporet.