Jeg kan ikke helt finde ud af, hvordan de tre personer hænger sammen. Umiddelbart burde det være mand, hustru og datter. De er alle meget smukke. De er velklædte. Men den unge dame sidder i midten og rører ved manden på en måde, der er flertydig. Han er på min alder, tror jeg. De har billetter til begivenheden og sidder forrest i de fire rækker på hver sin side af Calle Marqués de Larios. Vi andre er gratister. Vi står bagerst. Jeg med mit badetøj i rygsækken og stadig saltet til af Middelhavet. Vi venter på de lange høje stativer. Om lidt kommer de vandrende ned ad marmorgaden, Europas længste udendørs catwalk på mellem 300 og 350 meter. Men når jeg ser på den smukke mand overfor mig, på den anden side af gaden, ved siden af sin datter, eller kæreste, så tænker jeg, at han giver fuck for klimakrisen. Den er slet, slet ikke inden for hans radar. Jeg derimod har dårlig samvittighed over at flyve til Malaga. Men ligger der en overlegenhed i den position. Ved jeg bedre? Jeg har ofte ...
Problemet ved at være litteraturforsker eller i hvert fald et af problemerne er at du så ofte skal sidde der på din belæste røv og læse den ene artikel efter den anden men helst uden at mærke efter hvem du også er Men nogle dage er du bare for meget og du kan slet ikke komme til for dig selv Du forsøger at ignorere kroppen (måske især røven) Men når læsningen er kropumulig falder du hele tiden ud af teksten og ind i en uro der tvinger dig ud for at ordne vasketøj eller hvad har vi. Alting for at undgå denne uudholdelige selvdisciplin det er at fastholde røven i sædet og tanken i sporet.