Jeg er netop blevet færdig med Michel Hoeullebecqs La carte et le territoire , som jo er en fantastisk god og underholdende roman, og det er faktisk en mindre skandale, at den endnu ikke er oversat til dansk. Den findes fx på norsk.  Egentlig handler bogen om kunstneren Jed Martin, der får sit gennembrud, da han begynder at affotografere Michelin-kort over dele af Frankrig. Da Jed senere skal afholde fernisering for en udstilling, overtaler galleriejeren ham til at få forfatteren Michel Houellebecq til at skrive teksten til kataloget. Gennem denne begivenhed lærer Jed Martin (og læserne) Houellebecq, den yderst sky og depressive forfatter, nærmere at kende. Jed maler endog et meget succesrigt portræt af Houellebecq, der senere hen spiller en vigtig rolle i bogen. Satiren omkring det kunstneriske miljø i Frankrig og alle steder, i og for sig, er i sig selv ganske underholdende, ligesom "indblikket" i Houellebecqs liv er det. Men pludselig tager historien en drejning. ...

Jeg faldt over en anmeldelse på kunsten.nu af Mikkel Bolts fine, lille bog: Avantgardens selvmord , der er udkommet på 28/6. Her læser man: "Mikkel Bolt ender faktisk med – måske ubevidst – at fremlægge avantgarden, som noget der aldrig blev en realitet. Ingen af projekterne endte med reel forløsning, kun desperation og til sidst kapitulation til efterkrigstidens fremstormende kapitalisme og mere stabile demokratier. Den nåede aldrig længere end til manifester, indbyrdes kampe og elitært snobberi." Det fik mig til at tænke på, at det måske først og fremmest er den potentialitet, der er i og med retorikken omkring avantgarden, også hos Bolt, som gør, at avantgarden stadigvæk lever, hvis man absolut skal ind i den jargon (levende vs. død avantgarde). Fx når Bolt, efter mere eller mindre at have skitseret jordens fremtidige undergang, afslutter sin bog sådan her: "Enhver krise repræsenterer en mulighed for såvel den gamle orden som det nye. Men det revolutionære perspektiv...