Nogle dage er lyset der næsten og du skimter en slags udvej: Et sted at blive til den anden som altid er dig og kun dig. Men at blive ældre er som at fare ind i en  slukket tunnel som bliver desto mere snæver. Måske livet som en blindtarm? Eller Højholts blindgyder? Blind i hvert fald. Måske det er derfor folk får brug for en gud, et kors at sætte sin lid til. Ikke tankens,  men det umulige kryds som et mål i et sted senere i livet. Jeg tænker blot at selv en korsvej rummer et potentiale  jeg ikke længere er. Så jeg kværner kaffen og går i seng. Det knuste mørke er måske  morgendagens håb.

For hver dag der går  føler jeg mig mere og mere  som et batteri, hvis maksimale ladekapacitet  bliver mindre og mindre: I dag måske omkring de 72 % selvom  jeg har ligget og klatladet det meste af natten. Det er en god dag: Lyset skinner så klart at jeg som nyt spøgelse  gennemlyses af gamle minder. De er svære at skelne fra vind og vejr i øvrigt.