Jeg føler mig på mange måder anfægtet af Christina Hagens projekter og synes jo først og fremmest, at hun er en stærk forfatterstemme blandt den nye generation, som man bør tage alvorligt.  Det gør jeg så. Men når jeg læser hendes poetik-agtige tekst "Writting in English", der er en poetik i forhold til bogen Boyfrind , har jeg alligevel på fornemmelsen, at hun forsøger at forene to ting i et muligvis utopisk projekt. På den ene side det mere politiske, sympatien med dagplejemoderen fra Vejle, på den anden side det sproglige, fascinationen af det tomme sprog.  Det som i Boyfrind bliver repræsenteret af Hagens såkaldte Beverly Hills 90210-engelsk. Man kunne også sige det lidt anderledes, nemlig at Hagen gerne vil forene dagplejemoderen med sig selv gennem Stéphane Mallarmé. Det vanskelige ved projektet er måske ikke så meget Mallarmé, som det er dagplejemoderen. For vil dagplejemoderen til eksempel føle sig "rigtigt" repræsenteret ved det dårlige engelsk eller...

Sad i dag og kiggede på mine noter fra Kritikersalon den 27. april i Kunstbygningen, Århus. Så tænkte jeg, hvorfor ikke smide dem ud på bloggen. Her er de så: Kritikerpanel 27. april 2011 Begge værker i dag bærer reminiscenser eller inspiration fra Per Højholt. Det er lidt underligt, at Højholt sådan lever videre i det dulgte, for ellers virker han på en måde glemt og lidt utidig i nutidens litterære landskab. Litteratur i dag skal jo handle om noget, og dér har Højholt måske ikke så meget at byde ind med. Man kunne også sige, at en litteratur med så stor fokus på (sin egen) form tilsyneladende lige nu er outdated . Eller er den? Begge de to romaner, som vi har læst til i dag, er jo først og fremmest formfuldendte, snarere end indholdsfuldendte, hvis man kan sige det. Og de står begge i gæld til Per Højholt på hver deres måde. Lone Hørslev: Sorg og camping På en måde er det en sejr for litteraturen, når Sorg og camping til trods for sit fokus på form ender med at...

Jeg læser Inn af Thure Erik Lund (da. udgave Ind ). Det er en vanskelig, men interessant roman, ikke mindst dens undersøgelser af litteraturens sted. Det er ikke sådanne steder, som min kollega Dan Ringgaard taler om, dvs. steder der er refereret til i bøgerne, men selve stedet. Åstedet, om man vil. Bogens eget spor. Hovedpersonen rejser godt nok rundt i Europa og ender ud i et antikvariat i Amsterdam. Ingunn Økland har en udmærket og opklarende anmeldelse , hvor hun fortæller os, hvad bogen ”handler” om, hvis det er. Men spørgsmålet er, om de steder, som der refereres til, er ligeså vigtige som det sted, hvor litteraturen konkret finder sted: Udsigelsens sted. Romanen er tæt på Becketts romaner. Via vores mere eller mindre store trang til at gøre alle fortællinger mimetiske, forsøger vi at genkende personer og steder i det fortalte univers, når vi læser litteratur. Men spørgsmålet er, om det ofte ikke er en uinteressant manøvre, fx i forbindelse med denne her roman (men også flere a...

Da jeg kom hjem fra arbejde i dag, lå der et nyt eksemplar af litteraturtidsskriftet Standart. Fantastisk. Jeg var endog så heldig, at min egen bog om Per Højholt, Hørbylundemanden , blev anmeldt i nummeret. Nu var det heldigvis en god anmeldelse (siger narcissisten), men jeg tror egentlig, at længden og grundigheden i sig selv ville være nok til, at jeg ville kunne glæde mig. Indtil videre har den kun modtaget overfladiske, halvstuderede anmeldelser - de har været positive, men er blevet skrevet af anmeldere, der enten har haft for travlt eller ikke har gidet at læse bogen ordentligt. Men sådan er det ikke i Standart. Her udsættes bogen for en fremragende læsning. Den gode anmeldelse giver mig også god grund til optimisme, trods alt, for i Information, Weekendavisen og Politiken er man åbenbart ligeglade med en introduktion til Per Højholt. Sådan noget litteraturfis fra en litterat fra provinsen finder ikke vej til deres spalter. Nuvel, vi overlever nok: Højholt og jeg ; - ) I det hel...