Gå videre til hovedindholdet

Opslag

Viser opslag med etiketten Autofiktion

Fire skønhedspletter & litteratursystemet (anno 2000, 2009 og 2017)

Da jeg udgav Digte er bjergede halse i 2000 på forlaget After hand om Simon Grotrians forfatterskab, blev bogen anmeldt i Weekendavisen, Information , Politiken, Aktuelt, Berlingske , Kristeligt Dagblad samt i litteraturtidsskriftet Standart og på Afsnit P . Ikke alle anmeldelser var gode, et par stykker var deciderede ondskabsfulde. Men bogen, som var baseret på mit spæde speciale, fik trods alt (fx at det var det undselige forlag After hand, som stod for udgivelsen) ret stor opmærksomhed i aviserne. Da jeg senere udgav Hørbylundemanden i 2009 på Aarhus Universitetsforlag, der handlede om Per Højholts forfatterskab, så det lidt anderledes (og mere trist) ud. Bogen blev anmeldt i Nordjyske Stiftstidende , Berlingske havde en kort "anmeldelse" på kanten af en omtale, hvor dele af denne senere blev reproduceret i Aarhus Stiftstidende. Desuden var der, som den eneste i det år, hvor bogen faktisk blev udgivet, en idiosynkratisk, men trods alt god anmeldelse i Jyllands-Post...

Hoeullebecq er en engel

Jeg er netop blevet færdig med Michel Hoeullebecqs La carte et le territoire , som jo er en fantastisk god og underholdende roman, og det er faktisk en mindre skandale, at den endnu ikke er oversat til dansk. Den findes fx på norsk.  Egentlig handler bogen om kunstneren Jed Martin, der får sit gennembrud, da han begynder at affotografere Michelin-kort over dele af Frankrig. Da Jed senere skal afholde fernisering for en udstilling, overtaler galleriejeren ham til at få forfatteren Michel Houellebecq til at skrive teksten til kataloget. Gennem denne begivenhed lærer Jed Martin (og læserne) Houellebecq, den yderst sky og depressive forfatter, nærmere at kende. Jed maler endog et meget succesrigt portræt af Houellebecq, der senere hen spiller en vigtig rolle i bogen. Satiren omkring det kunstneriske miljø i Frankrig og alle steder, i og for sig, er i sig selv ganske underholdende, ligesom "indblikket" i Houellebecqs liv er det. Men pludselig tager historien en drejning. ...

Har litteraturen ret til adgang til virkelige personers bevidsthed?

Efter at Gaute Heivoll er blevet indstillet til Brageprisen, diskuterer man nu, om det er etisk forsvarligt at digte om virkelige og levende personer. I weekenden havde forfatter Jon Michelet en kronik, hvori han argumenterer for, at Gaute Heivolls roman Før jeg brenner ned , burde være stoppet. Jeg har ikke adgang til kronikken selv, men synspunkterne er delvist gengivet her . Det er den Nikolaj Frobenius reagerer på her . Selv mener jeg jo, at Heivoll har ret, når han i interviewet siger, at Michelet er en principrytter. Som der står i interviewet: "– Michelet må komme seg ut av sin prinsipptåkeheim, jeg har aldri hørt maken til prinsipprytteri. Han har ett poeng: man må opptre veldig varsomt når man går inn et slikt prosjekt. Mottakelsen viser at Gaute Heivoll har lykkes. Alle berørte og omtalte har omfavnet boken. Ingen har følt seg krenket. Selv biskopen har omfavnet boka, sier Aarø. – Man kan ikke av rene prinsipper låse en forfatter fra å gå inn i slikt stoff. Vi har lovgiv...