… og jeg husker at jeg strejfede rundt i gaderne, gik dem tynde, i håbet om at få det der glimt af dig. At du pludselig skulle komme dumpende ud af en opgang, svinge rundt om gaden eller sidde på en cafe. Det var formålsløst og smukt. Det gjorde ondt at tænke på dig. For hver en sene, hver en muskel og knogle længtes efter at være sammen med det, der er dig. At røre dig. Og hvis ikke med andet så med mit blik. Jeg cirklede rundt. Forsvandt ned af gyder og dukkede op i lyset igen. Hvor kunne du være? Hvor kunne man være, hvis man var een som dig? Bare tanken om at den og den stol kunne være een du tidligere havde siddet på. At   din   krop havde blandet sig med luften. Din duft, ja din duft. Vil jeg kunne leve uden den? Fødderne er ømme. Jeg vandrer videre. Vandrer hvileløst. Destinationen er dig, men hvem er du, når jeg dør og dør, hvis jeg ikke ser dig nu og nu som i nu ikke senere eller aldrig. Jeg bliver et genfærd af al den vandren, bliver usynlig og nådesløs som so...