-->   Daniel Dalgaard Spejlkamel Samleren 64 sider, 199,95 kr. Af Stefan Kjerkegaard Daniel Dalgaard har arbejdet intenst med sætninger og sprog siden debuten Vi er ikke konger fra 2013. Debuten var nok mere tidstypisk, mindre original, men stadig god og talentfuld. Nu synes det derimod at handle om mere end talent. Dalgaards digte sætter sig for at finde en form for indre social stemme et sted imellem skam, overjeg og identitetsfortælling. Digtene kredser om minder eller situationer, som ofte hverken er spektakulære eller noget, der egentlig bør lagre sig. Og måske er det først ved det sproglige gensyn, når digteren forsøger at sætte ord på sine minder, at de egentlig tilskrives en slags værdi. Minderne og situationerne graves frem, og det vigtige ved denne graven er ikke kun, hvad der graves frem, men i ligeså høj grad, hvordan der graves, nemlig med stemmen og stemmeføringen. Som fx i digtet side 37: ”Sker jo ingenting her./ Sidder bare og –/ er n...

Forleden da vi skulle køre hjem fra skitur i Norge, skulle vi for det første køre i en bil, der havde vist en del svaghedstegn på vejen derop - en herlig duft fra motoren - for det andet larmede den pga. en defekt udstødning, efter at jeg havde vendt snuden i en isklump. Troede jeg da. Men måske de to ting hænger sammen? At udstødningen allerede var defekt før isklumpen og dermed nedsatte motorydelsen, men det er en anden sag. Det er ligegyldigt nu. Just hold on we're going home .   Der havde været halvdårlig (langrends)skivejr det meste af ugen, tøvejr, men den dag vi skulle køre hjem, var der ironisk nok snestorm. Vi manøvrede os igennem den værste sne, ankom til Larvik i en spruttende bil, steg på færgen for at se mere end fire kvalmende timer gyngende grund i øjnene. Fra Hirtshals ventede der så mere rusk i firserboksen med skiene på taget og en bil, hvis ene vinduesvisker nu tilmed også var sat ud. Men vi kom hjem og det endda i fin behold, som man siger. Bil...

Der er noget blufærdigt over Daniel Dalgaards fine debutdigtsamling Vi er ikke konger, der udkom på Rosinante i år. Muligvis er jeg præget af det billede af forfatteren, som pryder bogflappen, hvor han er afbilledet med et stykke glas (eller lignende) foran det halvskjulte ansigt. Men jeg tror ikke kun, at det er det. Dalgaards digte fik mig til at tænke på poesi, som en mere blufærdig genre i det hele taget, i forhold til prosa, Måske vor tids prosa? Prosa som striptease. Naturligvis generaliserer jeg, for poesi kan jo også være den genre, der går tættest på det skrivende menneske, men det nærmer sig dette på en anden måde, med en anden type af referentialitet så at sige.  Formen, verset skjuler også skribenten bag sproget. Vers kan være som dette stykke glas, Dalgaard holder op foran sit ansigt. Det selvbiografiske er derfor også  altid noget andet i poesi end i prosa. Digte handler jo oftest og først og fremmest om forholdet mellem sprog og verden. Sproge...