Jeg slugte Nielsens nye lille Claus Beck-Nielsen-bog Mine møder med De Danske Forfattere råt, midt i Roth så at sige. Jeg startede på bogen og læste den i et hug. Jeg er et nemt offer for den slags forfatter-celebrity snask. Det lyder måske småt, men det er faktisk meget større. Den er fantastisk, det må jeg sige (med en Leth-frasering). Nielsen er mere morsom end nogensinde, men bogen er faktisk også rørende og vedkommende. Gennem de mere eller mindre fiktive møder og pseudo-møder med fortrinsvist kendte danske forfattere, får vi først og fremmest et portræt af og en fortælling om den unge og i konstant vildrede, Claus Beck-Nielsen-figur, for hvem de alt for mange muligheder ligger som et stort ubeskriveligt monster ude i fremtiden. Kunne man bare få lov til IKKE at vælge, synes denne unge Beck-Nielsen således at hungre efter. Fortælleren er med et ordspil på alter ego forfatterens old ego og er konstant uplacérpar i forhold til tid og sted, malplaceret i en malstrø...

Den sene Henrik Nordbrandt har nogle få digte hist og her, hvor han bare går helt, fantastisk amok. I dette digt fra Drømmebroer (1998), finder man endog måske selveste Lady Di. Hun døde som bekendt i 1997, og digtet kunne sagtens være inspireret af de begivenheder, i hvert fald rent tidsmæssigt. Naturligvis er der ting, der modsiger dette i digtet, bl.a. dets fokus på anatomi, institut osv. Desuden er digtet også en sort kasse, en kiste, som fanger øjeblikke, leverer endnu et snapshot af prinsessen, sådan er det jo i Nordbrandts digtning. Men alligevel: Lady Di hos Nordbrandt - en lille sensation....