Vejret grænser op til det sindssygt klare himlen er guddommeligt blå men jeg sidder jo bare og venter på  at min krop igen skal svare til noget der ligner bøgebladenes gud at blive sprød og gennemsigtig grøn og genfødt i solens hud at livet som sådan atter føles vigtig. Du ser din skygge gå langsomt på hæld men du må træne igen, cykle panden imod en mur og sluge dit svælg. Lad versene her være små grønne kiler  lad dem vandre, lad dem lytte til den lyd de laver, hvis verden stadig hviler.

  Vejret er på grænsen   til det sindssygt klare - himlen guddommeligt blå. Men jeg sidder desværre bare og venter på at min forkølelse skal overstås at jeg får min krop tilbage. Det hjælper at gå ud blive gennemsigtig i solen blive sprød som bøgebladene grøn og nyfødt, grøn og genfødt. Jeg er en dyb tallerken i haven snottet synker helt ned i knæene. Jeg må træne igen Jeg kan ikke blive ved med at være så tyk Det kan ikke nytte noget Du må ændre dit liv sulte dig selv. Vers er disse små kiler i livet de spirer som bøgebladene til stadighed grønne, grønnere. Hvad skal man dog stille op? Måske cykle ad helvede til forsvinde i sol og blæst lade sig blive tæsket rundt lidt som de visne blade på genbrugspladsen naturens alderdomshjem.

  1485 ligner ikke sig selv men bygningen er til at finde   Det er værre med 1482 den er ligesom indlejret   i et bygningskompleks som ikke lader sig finde   Men man kan parkere i kælderen her dufter der af mados   og benzin og hvis man er heldig møder man Orfeus   Han er ansat hos PWC som revisortrainee   Hver dag står han med et regnskab der ikke går op   Han kører imidlertid Tesla og har et ok CO2 forbrug   Det eneste problem er Eurydike. Hun vil forblive i kælderen   Hun sidder bag et hegn og stirrer på de mange Teslaer   Kunne man bare dividere sig selv opløse sig i mængden   jeg ville være en fisk og ikke fanget her i kælderen   tænker hun imens Orfeus står og venter på at porten   op til lyset åbner sig på ny.