Jeg blev spurgt om jeg ville medvirke i en form for enquete, der skulle handle om Tomas Espedals popularitet i Norden og udgives i Vagant . Desværre blev det ikke til noget, men her er min svar på spørgsmålene anyways: Hvordan og hvorfor er Tomas Espedals forfatterskab blevet så populært i Norden? Tomas Espedal var jo allerede et navn inden Knausgård, bl.a. pga.   Gå. Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv,  men Knausgård havde og har også haft en effekt på den efterfølgende popularitet. Skal man forsøge at gisne om, hvorfor Espedal måske allerede inden Knausgård havde en vis skandinavisk succes, så kunne man pege på, at Espedals forfatterskab allerede dengang var tværskandinavisk. Han havde helte i Danmark, fx Klaus Høeck, men også helte og litterære forbilleder i Sverige: Stig Larsson og Kristian Lundberg blandt flere. Så hans litterære relationer og rødder var meget mere end norske funderede.  Hvorfor er det interessant at læse om forfatterens eget liv?...

Fint interview med Tomas Espedal.

Hen imod slutningen af Tomas Espedals lille bog Mod naturen finder man følgende passage: ”Jeg tænker på mit arbejde som min industri. Jeg har skrevet hver eneste dag i mere end tyve år; når jeg ikke skriver, når jeg ikke orker, eller ikke kan, eller af andre grunde ikke magter at skrive på den roman jeg altid er i gang med, så skriver jeg i notesbøgerne, side op og side ned i disse notesbøger, der er mit andet arbejde.” I forlængelse af dette spørger Espedal sig selv om, hvilket arbejde der er vigtigst, romanen eller notesbøgerne, og peger selv på notesbøgerne. Som læser stiller man derefter sig selv spørgsmålet, om den bog, man er i gang med, så er en roman eller en notesbog? Det meste peger på det sidste, ikke mindst det faktum, at det er en del af titlen, og at man ikke finder betegnelsen roman nogen steder i forbindelse med omslaget. Det betyder ikke, at bogen ikke rummer mange romanagtige træk. Den er opdelt i fem navngivne dele: ”Biblioteket”, ”Arb...

"Maskinen arbeider, språket går. Jeg tenner en sigarett. Det er overskyet. Det er lenge siden jeg sluttet å skrive bøker. Jeg skriver, det er alt." Jeg gik kold i Karl Ove Knausgårds (alt for) gammeltestamentlige En tid for alt og brugte anledningen til at sluge en samlet paperbackversion af Tomas Espedals Biografi / Dagbok / Brev , og jeg fattes ord, som man siger. Det er sjældent, at man læser noget, hvor nødvendighed simpelthen lyser ud af alt, hvad der foregår på og mellem siderne. Det her er uden tvivl mesterværker inden for nyere nordisk litteratur. Især Dagbok . Indrømmet: i sin tid var jeg ikke specielt begejstret for Gå. Eller.... - en bog han i øvrigt skriver om at skrive i Dagbok . Formentlig forstod jeg ikke projektet dengang. Forstod ikke den kropslige uro, der ligger bag Espedals skrift og litteratur. Men nu med Dagbok og de to andre bøger forstår jeg pludselig det hele. Dagbok er så fremragende, at det gør ondt. Forfatteren skriver ellers forholdsvis usenti...

I Norge har man netop uddelt kritikerprisen, men overskrifterne taler deres tydelige sprog, især denne her " Knausgårds overmann " fra NRK. Selvom det er Tomas Espedal, der vinder, så er det Karl Ove Knausgård, som er i centrum. Det siger en hel del om temperaturen i norsk litteratur lige nu. Nuvel, jeg har netop får læst Tomas Espedals Imot kunsten (notatbøkene) , som er fremragende. Det er en yderst koncentreret roman, ja muligvis en roman om tilblivelsen af en roman (og tilblivelsen af en forfatter), en roman om at skrive og om at føle sig skrevet. Det er på en måde en postmoderne slægtsroman; den vil finde sin egen form, mellem poesi og prosa, mellem kønnene, mellem rollerne som far og søn. Den er skrevet med en stemme, som har svært ved at finde ro, men som alligevel er yderst overbevisende. Den veksler mellem metafysisk fortællen og nærmest ekstrem realisme. Og så finder man smukke, prægnante sætninger som denne her: "Når man har gitt avkall på kjærligheten, kan ma...

Er netop blevet færdig med henholdvis Murakamis Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe og Tomas Espedals Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv . Førstnævnte, synes jeg, er bedst. Jeg fandt aldrig helt rundt eller fandt mig tilpas i Espedals bog (ingen gangart), på trods af de mange gode gå-citater, som bogen indeholder. Bogen fortaber sig i sin egen stil. Derimod fik jeg i den grad lyst til at løbe af at læse Murakami, hvis nøgterne, underspillede og upatetiske stil er beundringsværdig. Som at læse Raymond Carver, men på japansk. Bogen er lykkelig befriet fra bullshit, om man så kan sige. Her forstår man, hvad det vil sige, når folk taler om verdenslitteratur. Murakami er påvirket af en masse vesterlandske forfattere, men man mærker, eller man bilder i hvert sig selv ind, at man mærker, noget andet, noget man ikke helt kan diagnosticere (som vesteuropæisk læser): en japansk klar- og renhed, som i haikudigte eller hvad ved jeg? Læs den før din nabo: Nu vil jeg ud at løb...