Tomas Espedals popularitet i Norden

Jeg blev spurgt om jeg ville medvirke i en form for enquete, der skulle handle om Tomas Espedals popularitet i Norden og udgives i Vagant. Desværre blev det ikke til noget, men her er min svar på spørgsmålene anyways:

• Hvordan og hvorfor er Tomas Espedals forfatterskab blevet så populært i Norden?

Tomas Espedal var jo allerede et navn inden Knausgård, bl.a. pga. Gå. Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv, men Knausgård havde og har også haft en effekt på den efterfølgende popularitet. Skal man forsøge at gisne om, hvorfor Espedal måske allerede inden Knausgård havde en vis skandinavisk succes, så kunne man pege på, at Espedals forfatterskab allerede dengang var tværskandinavisk. Han havde helte i Danmark, fx Klaus Høeck, men også helte og litterære forbilleder i Sverige: Stig Larsson og Kristian Lundberg blandt flere. Så hans litterære relationer og rødder var meget mere end norske funderede. 

• Hvorfor er det interessant at læse om forfatterens eget liv?

Jeg ved ikke, om det er interessant at læse om forfatteres liv. Det er interessant at læse om andre menneskers liv, uanset om de er forfattere eller ej. Forfattere er så de bedste til at beskrive dette liv, hvis du spørger mig. Hos Espedal er tiltrækningen helt klart, at han forsøger at leve et litterært liv. Hvad det så end vil sige? Men tag nu fx ideen om at opsøge de steder, hvor en særlig litteratur er blevet til, fx Petrarcas digte om Laura. Eller ideen om at skrivning er noget fysisk, et arbejde, en boksekamp. Espedal konkretiserer litteraturen, materialiserer den, inkarnerer den. Det bliver vanskeligt at sige, om det er litteraturen, der skaber ham eller omvendt. Og hans måde at materialisere litteraturen på lever på mange måder op til vores ofte romantiske forestillinger om, hvad en forfatter er, og hvad litteraturen bør indeholde. Her står han i modsætning til fx Claus Beck-Nielsen, der snarere forsøger at dekonstruere og afmaterialisere forfatterrollen, men med den effekt, at ingen eller kun få kan identificere sig med projektet. Det er nemmere at identificere sig med Espedal og Knausgård, fordi deres forfatterroller bygger på klarere konventioner. Det betyder dog ikke, at deres litteratur er konventionel. De skriver sig ind i myterne om deres eget liv, og den aura det skaber, smitter af på dem, der læser dem. Især er det sådan for Espedal. Espedal er et sted, man går hen. Eller et sted man går ind i. En litterær tilstand. Men det er sigende for Espedal og dem, der læser hans bøger, at de på en romantisk måde bliver tiltrukket af litteratur, der blev skrevet dengang ‘litteraturen' slet ikke eksisterede. Altså litteratur skrevet før romantikken, fx Petrarca eller Pierre Abélard.

• Espedal skriver autofiktivt. Er det en væsentlig begrundelse for bøgernes succes?

Autofiktion er et ofte misforstået begreb. Måske kan man sige, at der findes ‘autofiktion’ i en mere journalistisk forstand, hvor det hele handler om faktatjekkeri, og så findes der ‘autofiktion' i litteraturteoretisk forstand, hvor det handler om sætte ord på en ny form for selvbiografi, ja måske en ny måde at opfatte identitet på. Det sidste er i mine øjne mest interessant. Her er autofiktion ikke en undskyldning for at fiktionalisere sit liv, eller en reklametekst, men snarere et forsøg på at nå en sandhed, som er større end den, der knytter sig til selvbiografien. En æstetisk sandhed, om man vil. Man kan også bare kalde det en særlig romangenre, hvor der er navneidentitet, men ikke nødvendigvis empirisk identitet mellem forfatter, hovedperson og fortæller. Det er nemmere, men ikke så interessant. Så måske man kunne tale om, at selve undersøgelsen mellem navneidentitet og empirisk identitet er en sandhedsproces i autofiktioner og ikke bare et spørgsmål om henvisning til konkrete personer og begivenheder eller ej. Men jeg synes kun, at begrebet er relevant ift. Espedal, hvis man anvender det mere nuanceret. For ligesom i poesi er Espedals prosa jo også en undersøgelse af sproget selv. Dermed er spørgsmålet om det selvbiografiske ikke stillet i forgrunden i hans værker. Det er ligeså interessant/ uinteressant at spørge om Espedals værker er selvbiografiske eller ej, som det er at spørge til digte og digtsamlinger, om de er det eller ej. Så mit svar er både ja og nej.