Akkurat her kan man høre Karl Ove Knausgård om sit besøg på Testrup Højskole den 22. juli 2011, og om hans oplevelse af de forfærdelige hændelser i Norge samt om nationalisme og om tabet af Norges uskyld. I starten er der desuden nogle fremragende refleksioner over, hvad et hjem er, da Knausgård tænker tilbage på sine ferier i DK. Til sidst sammenligner Knausgård Hitlers selvbiografi Mein Kampf med Breiviks såkaldte manifest. Han kalder begge for døde personer. Personer, der skriver og lever uden et dyb og uden et du. Jeg er lidt i tvivl om status på på teksten, men man tænker jo, at det kommer med i bind 6? Ja, at det er nødvendigt, at det kommer med, hvis romanen i en eller anden forstand skal rumme sin samtid. Desuden tænker man, at det har været nødvendigt for Knausgård at få det ud hurtigst muligt. Imens vi stadig er i en fase, hvor vi efterrationaliserer i forhold til Utøya og Oslo. Stykket iscenesættes som om det bliver skrevet dagen efter den 22., men man lægger mærke til, ...

Jeg er stadigvæk rystet over hændelserne i Norge og er egentlig lidt ked af, at et af mine citater fra det bragte interview i Information ikke kom med i den endelige artikel. Det drejer sig om denne passus: "Men, vil jeg tilføje, æstetisk set har det ingen værdi, det han har gjort. Det er og bliver vanvittigt" Det vil jeg gerne fastholde på det kraftigste, og selvom jeg går ind for debat og efterrationalisering generelt, mener jeg, at man skal være varsom, når det gælder en sag som denne. Man kan sagtens lede efter overordnede forklaringer, som fx i denne artike l, men hellere vil jeg reducere handlingerne til psykopati, tømme deres (politiske) værdi fuldstændigt, og sammenligne dem med skoleskyderier. Forskellen er, at Anders Behring Breiviks verdensbillede tilfældigvis er infiltreret af forstyrrede politiske scenarier. Scenarier han så siden har overført til sit sort/hvide (computerspils)billede af verden. "Marxist hunter" stod der på hans arm - det er jo til gri...