Bryder mig ikke om  at køkkenet og kapellet ligger så tæt på hinanden.  Pludselig at se sygehuset  som én stor kødmaskine.  Og jeg kan heller ikke få tankerne væk fra den lille menneskehårbolle der har viklet sig rundt om rullebordet på stue 12 hvor vi sammen med lægen vurderer hvorvidt der skal holdes liv i min mor på stue 2. Behandling eller lindring -  det er spørgsmålet til vi længes efter luft og liv og de lange suk på den udvendige gang,  (man kan vel ikke kalde det en terrasse?) der findes på alle etagerne  af hovedbygningen  hvor jeg til min rædsel  opdager en død måge ligge et par meter fra døren. For intet skjuler sig åbenbart her i Horsens og i horisonten  ser du endda Bjerrelide  hvor Søren Bundgård Rasmussen, blev halshugget i 1856, fordi han havde myrdet en 14-årig pige, og hvor vi mange gange som helt unge drak dåseøl og drømte om Horsens som et fantasiens Hollywood.  Men sådan fortsætter volden tilsyneladende ud...