Har netop modtaget Den Blå Port nr. 81 i dag og læste fluks det lille fine essay af Elisabeth Friis, hvor hun laver en fiks sammenligning mellem Juliana Spahr og Inger Christensen. Friis viser, hvordan Spahr bruger en sentens fra Christensens ellers dystopiske samling Alfabet (1981) til at skabe luft i sit eget store trøstedigt om 9/11. Midt i håbløsheden står disse nu to sentenser og smiler til hinanden, som noget andet, som en lethed, luft, ja som utvetydigt liv. Sådanne mere essayistiske artikler fra litterater er desværre en mangelvare i dansk litteraturkritik, også selvom vi har mange der som Friis skriver blændende og har gode ideer. Det hele skal helst være formålsrettet, nogen skal have noget for pengene, vi skal formidle (til den håndfuld læsere, der læser artiklen) osv.  Men udover at det er en fin artikel, som Friis leverer, så er det pudsige, at hun er faldet over det selvsamme digt fra Christensens samling, som undertegnede tillige forsøger at gøre sig klogere på i et sæ...