Sad i dag og kiggede på mine noter fra Kritikersalon den 27. april i Kunstbygningen, Århus. Så tænkte jeg, hvorfor ikke smide dem ud på bloggen. Her er de så: Kritikerpanel 27. april 2011 Begge værker i dag bærer reminiscenser eller inspiration fra Per Højholt. Det er lidt underligt, at Højholt sådan lever videre i det dulgte, for ellers virker han på en måde glemt og lidt utidig i nutidens litterære landskab. Litteratur i dag skal jo handle om noget, og dér har Højholt måske ikke så meget at byde ind med. Man kunne også sige, at en litteratur med så stor fokus på (sin egen) form tilsyneladende lige nu er outdated . Eller er den? Begge de to romaner, som vi har læst til i dag, er jo først og fremmest formfuldendte, snarere end indholdsfuldendte, hvis man kan sige det. Og de står begge i gæld til Per Højholt på hver deres måde. Lone Hørslev: Sorg og camping På en måde er det en sejr for litteraturen, når Sorg og camping til trods for sit fokus på form ender med at...

... at lade sig fotografere med en fancy hat? ; - ) God påske!

Fo rleden da jeg færdigskrev min anmeldelse af Lone Hørslevs seneste bog Jeg ved ikke om den slags tanker er normale , som forhåbentlig snart dukker op på Sentura.dk, kom jeg til at tænke på, at Hørslev jo slet ikke tilhører en bekendelseslitteratur a la Vita Andersen. Dels fordi der jo ikke bekendes ret meget i hendes bog, så vidt jeg kan se, dels fordi der er tale om en helt anden og meget større formbevidsthed end knækprosaens – den knækkede jo nærmest bare for at ligne et digt ; - ) Hørslev derimod kalder sine digte for skilsmissedigte. Hun har opfundet en genre til den slags tekster. Det er immervæk en forskel, der vil noget. Men det som jeg tænkte på, og som måske er mere interessant, det er, at Hørslevs bog jo også er udtryk for nye grænser mellem det private og det offentlige. Det er der mange, der har sagt noget om før. Det er jeg udmærket klar over. Men …. Man kan spørge sig selv, hvad det er, der flytter disse grænser? Grænser er måske slet ikke det...