Man kan jo godt blive træt af skandinaviske mænd, der skriver om deres far i en delvis selvfremstillende diskurs. Det er Pinocchio om og om igen. Jeg var således i Struer for at holde et foredrag om fædre og sønner i skandinaviske autofiktioner (og dem er der mange af) for et par uger siden og dér forsøgte jeg at nævne et par maternalske og muligvis matriarkalske alternativer, fx Josefine Klougart, Stine Pilgaard (det er godt nok ikke en autofiktion, men alligevel), Lone Hørslevs Fjerne galakser er kedelige . Der er uden tvivl mange flere. Men jeg burde jo også have nævnt den bog, som jeg just er blevet færdig med, nemlig Delphine de Vigans Alt må vige for natten , der har det helt fantastiske billede af moderen Lucile på omslaget. Det er klart, at det ikke er nemt at have sådan en kvinde som sin mor. Mørk og foruroligende smuk og, ikke mindst, psykisk ustabil og besat af døden. Bogen er vældig god og skildrer forfatterens forsøg på at forsone sig med moderens selvmord. De Vigans portr...

Kilde: Poetische Sprachspiele. Vom Mittelalter bis zur Gegenwart , Reclam 2002

Jeg er netop blevet færdig med Michel Hoeullebecqs La carte et le territoire , som jo er en fantastisk god og underholdende roman, og det er faktisk en mindre skandale, at den endnu ikke er oversat til dansk. Den findes fx på norsk.  Egentlig handler bogen om kunstneren Jed Martin, der får sit gennembrud, da han begynder at affotografere Michelin-kort over dele af Frankrig. Da Jed senere skal afholde fernisering for en udstilling, overtaler galleriejeren ham til at få forfatteren Michel Houellebecq til at skrive teksten til kataloget. Gennem denne begivenhed lærer Jed Martin (og læserne) Houellebecq, den yderst sky og depressive forfatter, nærmere at kende. Jed maler endog et meget succesrigt portræt af Houellebecq, der senere hen spiller en vigtig rolle i bogen. Satiren omkring det kunstneriske miljø i Frankrig og alle steder, i og for sig, er i sig selv ganske underholdende, ligesom "indblikket" i Houellebecqs liv er det. Men pludselig tager historien en drejning. ...

Efter at Gaute Heivoll er blevet indstillet til Brageprisen, diskuterer man nu, om det er etisk forsvarligt at digte om virkelige og levende personer. I weekenden havde forfatter Jon Michelet en kronik, hvori han argumenterer for, at Gaute Heivolls roman Før jeg brenner ned , burde være stoppet. Jeg har ikke adgang til kronikken selv, men synspunkterne er delvist gengivet her . Det er den Nikolaj Frobenius reagerer på her . Selv mener jeg jo, at Heivoll har ret, når han i interviewet siger, at Michelet er en principrytter. Som der står i interviewet: "– Michelet må komme seg ut av sin prinsipptåkeheim, jeg har aldri hørt maken til prinsipprytteri. Han har ett poeng: man må opptre veldig varsomt når man går inn et slikt prosjekt. Mottakelsen viser at Gaute Heivoll har lykkes. Alle berørte og omtalte har omfavnet boken. Ingen har følt seg krenket. Selv biskopen har omfavnet boka, sier Aarø. – Man kan ikke av rene prinsipper låse en forfatter fra å gå inn i slikt stoff. Vi har lovgiv...

"JEG ER TRIST NÅ, KNAUS , idet jeg vet at ditt sjette og siste bind neppe blir lest av meg, veldig trist, men denne tristheten skyldes slett ikke en ulest bok, derimot det faktum at din seksbinds selvbiografi for meg blir en metafor, et megalomant bilde på hovedstrømningene i vårt nåtidige, litterære landskap, der innadvendte, bortskjemte og navlebeskuende salongfähige fortellinger om intimsfære og traumer i alle varianter nesten uten unntak blir bejublet og kanonisert av forleggere og litteraturvitere; jeg er trist fordi jeg føler et nærmest totalt fravær av provoserende, hardtslående og dyptpløyende samfunnsengasjement i norsk og delvis nordeuropeisk samtidslitteratur i en tid da verden virkelig trenger det." Skriver forfatter Gert Nygårdshaug her. (men er det ikke underminerende for hans standpunkt, at han trods alt har læst de første fem bind?) ((og at han i det hele taget, som flere andre, driver parasitær virksomhed på fænomenet Knausgård?))