Gå videre til hovedindholdet

Opslag

Viser opslag med etiketten Blindgyder
Nogle dage er lyset der næsten og du skimter en slags udvej: Et sted at blive til den anden som altid er dig og kun dig. Men at blive ældre er som at fare ind i en  slukket tunnel som bliver desto mere snæver. Måske livet som en blindtarm? Eller Højholts blindgyder? Blind i hvert fald. Måske det er derfor folk får brug for en gud, et kors at sætte sin lid til. Ikke tankens,  men det umulige kryds som et mål i et sted senere i livet. Jeg tænker blot at selv en korsvej rummer et potentiale  jeg ikke længere er. Så jeg kværner kaffen og går i seng. Det knuste mørke er måske  morgendagens håb.