Øjeblikkets blodprop. Jeg ville foretrække at lade alt være. Eller måske skriver jeg for at slippe for at skrive. Jeg skriver for at skrive. Min smerte skal ikke på museum. Mine skrig skal ikke gøres til genstand for hykleri og rødvinsnippende kulturnasseri. Louisiana føles fx som et museum, en tidligere kz-lejr, selvom havet jo ikke kan gøre for  at det er hav og ligger der som det sunde øre og lytter til kunsten.  Jeg hader generelt ideen om at noget er kunst. Det er ikke derfor, jeg skriver. Jeg ved heller ikke hvor vigtigt det er at udgive teksten i en bog. Den bliver jo alligevel aldrig færdig. Jeg ved heller ikke hvor interessant det er at gøre teksten færdig. Det slutter her.

Jeg skrev en anmeldelse forleden om to yngre danske digtere. De er begge gode, talentfulde osv., men jeg havde, efter mange gennemlæsninger, alligevel en fornemmelse af at noget manglede. Anmeldelsen sluttede med følgende ord: ”Begge digtere kan siges at mangle stof. Formen skal fodres med noget, noget mere, og lokummet skal brænde, hvis de helt åbenlyse formmæssige talenter hos disse to digtere skal bringes til endelig udfoldelse. I de to samlinger må formen ligesom gøre hele arbejdet. Det er ikke dårligt, men heller ikke helt godt nok, talentet taget i betragtning.” Da jeg skrev anmeldelsen, havde jeg endnu ikke læst Yahya Hassans bog. Heller ikke selvom jeg faktisk hilste på ham i Aarhus til Vild med ord , før medievirvaret, og han var en stille, måske lidt genert, men cool ung mand, der passede sit. Han havde lige været på Hald Hovedgård med alle de andre nystartede elever på forfatterskolen, og Pablo Llambías fortalte mig, at han beundrede Yahya for sin no bullshit attitude. ...