Jeg læser Yahya Hassan

Jeg skrev en anmeldelse forleden om to yngre danske digtere. De er begge gode, talentfulde osv., men jeg havde, efter mange gennemlæsninger, alligevel en fornemmelse af at noget manglede. Anmeldelsen sluttede med følgende ord:

”Begge digtere kan siges at mangle stof. Formen skal fodres med noget, noget mere, og lokummet skal brænde, hvis de helt åbenlyse formmæssige talenter hos disse to digtere skal bringes til endelig udfoldelse. I de to samlinger må formen ligesom gøre hele arbejdet. Det er ikke dårligt, men heller ikke helt godt nok, talentet taget i betragtning.”

Da jeg skrev anmeldelsen, havde jeg endnu ikke læst Yahya Hassans bog. Heller ikke selvom jeg faktisk hilste på ham i Aarhus til Vild med ord, før medievirvaret, og han var en stille, måske lidt genert, men cool ung mand, der passede sit. Han havde lige været på Hald Hovedgård med alle de andre nystartede elever på forfatterskolen, og Pablo Llambías fortalte mig, at han beundrede Yahya for sin no bullshit attitude. (No shit, Pablo ; - )

Så kom postyret, og nu er det måske for sent at læse digtene, eller det er i hvert fald svært. Men Yahya Hassan har ligget på mit natbord de seneste fjorten dage, og jeg har konsekvent haft bogen i min taske, når jeg i forskellige sammenhænge har diskuteret digtene med mine studerende og hvem der ellers måtte interessere sig for litteratur. Med andre ord har jeg forsøgt at leve med digtene, ladet dem vise sig, hvis det ellers giver mening at sige det.

For det er en usædvanlig bog, og den skal formentlig høres oplæst. Bogen er og har fra starten af været underordnet og til dels sekundær i forhold til Yahyas performance. Tilbage står vi litteraturtosser, der stadigvæk tror, at litteratur kun foregår i en bog. Sådan er det jo ikke, og sådan har det formentlig aldrig været.

Jeg diskuterede netop dette med nogle af mine studerende. Flere af dem var i praktik som dansklærere i gymnasiet og flere oplevede undervisere, der argumenterede for, at Yahyas tekster skulle læses først, før man begav sig ud i YouTube-klip og diverse.

Men, opponerede jeg, er det ikke en forældet opfattelse af litteratur? Tændingen sker jo for alvor først, når man hører og ser kroppen, dvs. Yahya der giver digtene (endnu mere) liv. Og det er vel derfor, bogen hedder det samme som forfatteren? Tanken er velsagtens, at det ikke kan adskilles. Og hvad kan i øvrigt tænde litteraturen i et ungt menneske i dag? Yahyas oplæsning eller tekster i en bog? Her er de godt nok skrevet i VERSALER, men alligevel?

Pludselig vælter indholdet ud over formen, og vi ved ikke, hvad vi skal stille op. Digtere har normalt ikke så meget på hjertet herhjemme. Det betyder ikke, at Yahya Hassans digte er formløse, eller at form ikke er godt, men her er den ikke kun hentet fra litteraturen (som vi kender den). Det er i lige så høj grad rapmusikkens måde at gestalte sig som poesi på. Herunder også dens leg med roller, positioner og positurer. Og har I egentlig hørt ”Survival” med Eminem? Man ligefrem mærker al den spyt og galde, man får i hovedet undervejs i sange.

Og ja, jeg er også dødtræt af den irriterende diskussion om ytringsfrihed, Politikens omklamring af digteren, der forvandler ham til alt muligt andet [og ikke mindst deres borgerligt-intellektuelle cafe latte fascination af naturens, nej, hvad der i dag kan komme ud på et, ghettoens søn – chok, tihi, sådan ser han altså ud i dag, og han er endog mørkere i huden end HCA], og jeg gider ABSOLUT ikke sammenligningen mellem Yahya og Kurt Westergaard. Westergaards tegninger er sådan en form for hø-hø, onkelsjov bestillings-kunst og er jo for fanden noget helt andet end Hassans brændende digte.

Det er poesien, kunsten, der bliver mast i denne diskussion. Sigende var det derfor også, hvordan Thomas Boberg sad og skuttede sig i Deadlines studie i går ved siden af søjlestore mastodonter som Metz, Stjernfelt og Lidegaard, der alle er ligeglade med den, altså poesien. Og de og vi er jo alle sammen enige om, at ytringsfriheden som princip er uden for forhandling, men ikke mange gider at ofre opmærksomhed på, at ytringer i praksis kun findes i kontekster, der har konsekvenser som med medialiseringen og globaliseringen som baggrund bliver yderst komplicerede og vanskelige både at forstå og overskue. Men ytringer, kunstneriske såvel som ikke-kunstneriske, bliver jo, i hvert fald i min optik, for det meste ytret med bestemte intentioner. I den henseende vil jeg stadigvæk hævde, at tegningerne i sin tid var dybt åndssvage, eller at Hedegaards udsagn er ikke så lidt dubiøse, imens at Hassans digte er dybt nødvendige.

Der er mange ting, der ikke er som de plejer, når det gælder Yahya Hassan. Vi havde fx ikke lige set den cocktail af 80er lyrik, islamisk inspirereret messen og gangsterrap komme, selvom vi nok har hungret efter den. Og som dansklærere og litteraturkritikere sidder vi tilbage dér med vores form og kan slet ikke finde rundt i litteraturen, når den for alvor brænder. Lad mig her minde om, hvad Dana Gioia skrev for godt 10 år siden i sin artikel “Disappearing Ink: Poetry at the End of Print Culture”:

“Although conventional wisdom portrays the rise of electronic media and the relative decline of print as a disaster for all kinds of literature, this situation is largely beneficial for poetry. It has not created a polarized choice between spoken and printed information. Both media coexist in their many often-overlapping forms. What the new technology has done is slightly readjust the contemporary sensibility in favor of sound and orality. The relation between print and speech in American culture today is probably closer to that in Shakespeare’s age than Eliot’s era—not an altogether bad situation for a poet. For the first time in a century there is the possibility of serious literary poetry reengaging a non-specialized audience of artists and intellectuals, both in and out of the academy. There is also an opportunity of recentering the art on an aesthetic that combines the pleasures of oral media and richness of print culture, that draws from tradition without being limited by the past, that embraces form and narrative without rejecting the experimental heritage of Modernism, and that recognizes the necessary interdependence of high and popular culture. A serious art does not need a large audience to prosper—only a lively, diverse, and engaged one.”

Nogle gange, da jeg som yngre var en mere flittig digtlæser, når jeg fx læste Baudelaire, Rimbaud, Ginsbergs Howl, måske endda Søren Ulrik Thomsens City Slang, forestillede jeg mig, hvordan disse digte ville have lydt, da de i sin tid udkom. Hvordan det ville være at læse eller høre dem første gang, med hele det shock of the new indlejret? Jeg er naturligvis kun et menneske, også jeg mærkede karakteren af begivenhed, da Yahya læste sine digte op på Godsbanen for et par uger siden. Men alligevel: Det er den samme følelse, Yahyas digte har vækket i mig. Følelsen af en helt ny diskurs, simpelthen, inden for det vi ellers regner for poesi.