Da jeg var yngre drenge spiller var heltene, det indrømmer jeg gerne her  mest mænd:    Lars Hauth, Claus P  men selvfølgelig også Waldner Appelgren og Grubba.   Der er en magi i alle de navne især når jeg nævner dem nu.   Dit navn stamper med hver gang du server. Hvorfor hed jeg ikke Thomas Jørgensen Rhod Jepsen, Torben Bech eller Ulrik Borchert?   Et ord – det vil sige det er jo ret beset et navn rummer måske det hele: Secrétin .   Men det kan man ikke stampe selvom hårene rejser sig, duften af et nyt bat opstår celluloidens mange hemmeligheder.   Men der var én damespiller hvis navn jeg aldrig kommer mig over Charlotte Polk   Også her er der magi: Charlotte Polk Charlotte Polk   Dansk mester flere gange i 80erne  pryder forsiden af det legendariske  Bordtennisbladet  marts 1989.   Hendes legendariske mullet hendes vilde serv ud af baghånden hendes intense spil tæt på bordet.   Måske jeg var lidt fo...

 Turen til Utrecht er én lang improvisation med DB Navigator: Fra Hamborg er det helt sort stationen er et narkohul og vi sendes til Osnabrück hvor der efter sigende er et direkte tog til Amsterdam. Men da vi ankommer er det 130 minutter forsinket og vi omdirigeres til regionaltog mod Hengelo der bl.a. fører os over eksotiske tyske navne som Ibbenbüren, Ibbenbüren-Eck osv. Mon solen nogensinde skinner her? Kender de også til den blå himmel? Og imens det mørkner langs banen hvor det ene gravstensfirma efter det andet sælger øjne til mørket bliver jeg nødt til at smide min salamisandwich ud fordi den smager af… Ja, hvad egentlig?  Tysk gris måske i hvert fald pølsetysker og plattenslageri. Men livet er jo at rejse min billet gælder tilsyneladende til alt. Jeg ser et spir bag træerne for enden af markerne. Det er dér jeg ikke vil hen. Åh Utrecht, here we come.