Det er meget morsomt at følge opfølgningen på kulturminister Per Stig Møllers bemærkninger i et interview i Information forleden. Per Stig Møller pegede på, hvordan man i forbindelse med COP15 i København var på udkig efter en forfatter, der kunne indlede mødet med en original og eftertænksom vinkel på klimaproblemet, men man kunne ikke komme på en sådan forfatter. Nu kender vi naturligvis ikke til de personer, der sad i det udvalg, der skulle udvælge en sådan forfatter, eller til deres litterære kompetencer i det hele taget. Interessant kunne det være at vide, hvem de overhovedet overvejede? Men Information har efterfølgende kørt en mindre enquete, hvor en række forfattere (Henrik Nordbrandt, Jens Blendstrup, Suzanne Brøgger) bliver spurgt, om de ville have sagt ja til en invitation – det vil de jo alle sammen. Jeg er ikke sikker på, at den sag kun siger noget om forfatterens lidt usynlige rolle i dag i det samlede kulturelle landskab. Den siger formentlig også noget om, hvor ...

Her gik jeg og regnede med, at jeg var i opposition til en hel del inden for det danske litterære miljø, hvad angår diskussionen på denne blog inden for de seneste uger. Imidlertid, set udefra med Peter Nielsens øjne (kulturredaktør på Information ), er jeg bare en af Tordenskjolds soldater. Mærkværdigt. Den lukkethed, uanset hvilken karakter den antager, som jeg delvist beskyldte dele af dansk litteratur for at stå for, er pludselig blevet en spændetrøje med undertegnede i spænd. Hvis Peter Nielsen læste sin egen tekst og derefter mit indlæg og mine kommentarer, ville han måske finde ud af, at vi er forbavsende enige. Især måske om målet: Litteraturen skal fylde mere i det samlede kulturelle landskab, men slet ikke om midlerne. Ejersbo-litteratur er i mine øjne ikke løsningen, blot for at gøre en lang historie kort ;- )