Visse forårsmorgener i maj går du i et med lyset forsvinder rundt om husets hjørner sammen med det næste vindpust  knitrer som bladene og alting skælver igennem dig det nøgne liv i Malling.

For hver dag der går  føler jeg mig mere og mere  som et batteri, hvis maksimale ladekapacitet  bliver mindre og mindre: I dag måske omkring de 72 % selvom  jeg har ligget og klatladet det meste af natten. Det er en god dag: Lyset skinner så klart at jeg som nyt spøgelse  gennemlyses af gamle minder. De er svære at skelne fra vind og vejr i øvrigt.

Når jeg går i solen er jeg begyndt at blusse op som om min alder gerne vil fortælle mig hvor gammel jeg i virkeligheden er. Men jeg er ikke enig, når jeg ser mig selv i spejlet. Jeg må være yngre. Min krop kan ikke tage over herfra. Jeg stoler ikke på dens udsagn. Jeg har ret til at være her  som ung  bare en lille smule  endnu.

November går i lungerne digtet trækker sit vejr. Året har ingen måneder alt er november. Det er en joke. April er et sted i den tidligere epokes digtning, brevene  findes ikke længere der. Vi kan altid begynde igen.