Hvordan skal jeg beskrive mit forhold til min søn ja til unge generelt, måske? En stor ømhed man må bære. Jeg har ondt af dem men forventer også mere noget andet noget, jeg ikke længere kan være. Du får så noget helt tredje som du ikke havde forudset noget, der gør verden mere værd. Det er måske som det skal være for der venter ham en fremtid umulig, eller i hvert fald sær. Og jeg forstår hvorfor man gerne vil stå godt oprustet til et liv i blæst når alt omkring dig føles trist. PureGym som om musklerne i sig selv yder modstand og kan lære kroppen verdens besvær. Hjælpe én med ikke at falde tabe hjertets rødder i verden at stå fast uanset vejr eller tiden som sker . Men med ømheden følger også følelsen af at være en vampyr noget i mig bliver stumt især. Som om jeg suger af de unges livskraft den potentialitet jeg ikke længere er værd. Jeg er jo selv et træ der skal falde, falder og kan ikke skærme dem fra det, der allerede er her. Fra den fremtid der bræn...

Havet, det er så vildt, det buldrer det er ustoppeligt lader mig ikke sove. Så jeg tager min ørepropper frem og lukker af og lukker ned. Imens forsvinder Dan ind i klitterne og den tilsandede kirke, min hjerne men på billedet af Klitgården fra i morges falder  min skygge ind i sporet. Man ser solen bryde igennem den rammer mig sent men jeg er den enlige svale i landskabet.

 Jeg bliver hjemsøgt af humoren den kommer bag på mig dag og nat. Så griner de igen. Og så griner de igen. Men imens jeg forsøger at grine sidst må jeg forsøge at holde latteren stangen. Eller måske snarere I armslængde. For det er kroppen det handler om. Det er den der altid er på spil: Ikke flække af grin Ikke flække overhovedet. Hmpffff