Imens jeg sidder og læser Søren Ulrik Thomsens nye essays hører jeg U2s nye CD. Begge dele hører til blandt mine ungdomssværmerier, dengang i gymnasiet osv. Men hvor jeg heldigvis er blevet gammel nok til at synes, at Thomsens essays er hamrende gode, dér er jeg blevet for gammel til U2. Eller omvendt. Jeg fatter ikke, hvorfor U2 halser efter sig selv, hvorfor de tror, at de kan sætte standarden på en ungdommelig måde, suk, som de gjorde engang. Nå, den nye CD er dog, trods alt, måske et lille skridt fremad for dem efter at de skrabede bunden på deres forrige CD. Måske er jeg bare til U2 fra War til Pop , og så er den ikke længere. Fx nummeret "Magnificent" - et godt nummer, men man kommer knap nok ind i det, før Bono ikke længere kan nære sig og skriger ordet "Magnificent" (et pisord i øvrigt som jeg helt sikkert ville være faldet for dengang i 91, men som i dag klinger hult (måske er jeg bare træt af at høre, hvad jeg selv hørte og skrålede med på dengang i 91, e...