Vil du helst ses Når du spiser? Eller når du læser? Skider, skriver? Umiddelbart er der en skam forbundet med at hengive sig til at udføre kroppens mest primitive funktioner Som om tænkning er renere end fordøjelse. Som om ord ikke også skal igennem noget før de slipper ud. Men digtet her er skysovs og luftfrikadeller. Det vil gerne serveres uden at nogen ser hvor det kommer fra. Alligevel sidder vi her med munden fuld af sætninger der tygger os tilbage. Måske er det netop dér vi helst skal ses: Midt i det upræsentable med bukserne nede og tanken i gang. Uden garanti for elegance. For ingen spørger hvornår du helst vil ses når du ikke længere  trækker vejret.

Hænderne op og bukserne ned. Jeg overgiver mig til tiden og tilfældet til medmennesket hvem du end er. Jeg kaster mig selv i grams og til hundene lader min næste komme til for at frelse fællesskabet folkeskolen filantropien. Det nye 3F. Jeg lytter  før jeg taler jeg er opmærksom på at jeg ikke er centrum for alt. Jeg er fx ikke  et orange menneske men sort, hvid,  rød, gul, blå blå blå blå… Håbet findes i hvert fald altid for enden af dette digt.