Madame på NRK hos Brenne r. Fint interview.

Åh, det kribler i fingrene efter at skrive noget om Nielsens Den endeløse sommer på bloggen. Nu har jeg ved udgivelsen af de to seneste romaner forsøgt at skrive noget mere udfoldet og nuanceret end de dagbladsanmeldelser, der bruger halvdelen af pladsen på (igen) at snakke om Claus Beck-Nielsens død (i stedet for at læse romanen. Læs dog romanen!). Det er for så vidt Nielsens egen skyld, men alligevel. Det er rigtigt, at hverken Den endeløse sommer eller Mine møder med de danske forfattere er store ambitiøse romaner som Store satans fald fx. Men det er romaner, der faktisk lader Nielsen fortælle om trivialiteter – bevares – stadig i et nielsensk lys, dødens lys for eksempel, men alligevel. Jeg er ganske overbevist om, at personerne i denne bog mestendels er hentet ud af en konkret virkelighed i årene omkring 1984 (10 år efter Nellikerevolutionen i Portugal (129)), selvom jeg personligt kun kan genkende kunstneren Tal R, der omtales temmelig sarkastisk (98). Desuden genken...

Jeg slugte Nielsens nye lille Claus Beck-Nielsen-bog Mine møder med De Danske Forfattere råt, midt i Roth så at sige. Jeg startede på bogen og læste den i et hug. Jeg er et nemt offer for den slags forfatter-celebrity snask. Det lyder måske småt, men det er faktisk meget større. Den er fantastisk, det må jeg sige (med en Leth-frasering). Nielsen er mere morsom end nogensinde, men bogen er faktisk også rørende og vedkommende. Gennem de mere eller mindre fiktive møder og pseudo-møder med fortrinsvist kendte danske forfattere, får vi først og fremmest et portræt af og en fortælling om den unge og i konstant vildrede, Claus Beck-Nielsen-figur, for hvem de alt for mange muligheder ligger som et stort ubeskriveligt monster ude i fremtiden. Kunne man bare få lov til IKKE at vælge, synes denne unge Beck-Nielsen således at hungre efter. Fortælleren er med et ordspil på alter ego forfatterens old ego og er konstant uplacérpar i forhold til tid og sted, malplaceret i en malstrø...

Jeg var et par dage i Skagen og havde en smule læsestof med. Det var skønt ovenpå et par måneder udelukkende med Philip Roth. Bl.a. fik jeg læst Per Pettersons nyeste bog Jeg nægter . Den var fin nok, men i mine øjne måske alligevel ikke helt på højde med tidligere bøger, måske lidt for underspillet trods alt, eller lidt for ambitiøs i sin underspillede fortælling, om man så kan sige. Jeg ved således ikke helt, om brugen af de forskellige synsvinkler tilføjer så fandens meget til fortællingen Men den har naturligvis sine momenter, steder hvor man alligevel må overgive sig til Pettersons stilfærdige, men altid præcise og - faktisk - usentimentale melankoli. På vej til Skagen, og der er jo dælme stadigvæk langt derop, selvom toget ikke stopper i Ålbæk, hørte jeg Jens Smærup Sørensens Hjertet slår og slår som lydbog. Nu er det naturligvis altid en smule svært at bedømme og udøve kritik, netop fordi det er en lydbog, et for mig stadig lidt uvant medium at benytte sig af, når det gælde...