§1 Kunsten bliver aldrig autonom, selvom alting ville være meget nemmere, hvis den var det. Tænk, hvis vi kunne udpege den: Se, det der er kunst. Det kan vi ikke. Det kommer vi aldrig til at kunne. Desværre. §2 Ideen om den autonome kunst er en (våd?) borgerlig drøm. Også min. §3 Først tog man livet af kunstneren (inden for litteratur forfatterens død, fiktion etc.), for at redde kunsten. Så tog man livet af kunsten ved at dræbe alle dens intentioner og for at redde drømmen om dens autonomi. §4 Nu står den kunst så ofte tilbage for at holde kulturhjulene i gang, men den findes for det meste kun for underholdningens skyld. Den skriger og skråler ovre i hjørnet, imens den langsomt stiger i værdi. §5 Så har vi ikke brug for en kunst, der også må og tør mene noget? En kunst ikke kun med retten til at tænke sig selv autonom, men også med retten til at mene noget. At tage parti er måske at tage parti for dette! §6 En menneskelig kunst som ikke bare kan umenneskeliggøres på museer...

Mit had/kærlighedsforhold til Facebook er enormt. Så diskuterer de en eller anden Søren Villemoes og jeg som ikke engang ved hvem fanden han er (burde jeg det?) eller ikke kender et klap til Bolsjefabrikken, (er det måske en pendant til Bon Bon land?) står undrende på sidelinjen og ser mine helte kvaje sig som de utilstrækkelige mennesker, de også er når de ikke skriver digte, litteraturkritik eller på andre måder forsøger at hæve sig op over den fladpandede virkelighed. Mit had/kærlighedsforhold til Facebook er enormt. Jeg beundrer allermest de folk, der har en profil, men som ikke rigtigt benytter sig af den; de som holder igen og så alligevel ikke, for er det ikke fejt, krysteragtigt, de investerer jo ikke noget i det rum som er os andre. Blotter sig ikke og umenneskeligt er det ord, der umiddelbart falder mig, men tænk sig at mediet er mere menneskeligt end mennesket: Den eneste ven du rigtigt har, når alle andre svigter, er Facebook. Mit had/kærlighedsforhold ...