Mit had/kærlighedsforhold til Facebook er enormt

Mit had/kærlighedsforhold til Facebook er enormt.
Så diskuterer de en eller anden Søren Villemoes og jeg
som ikke engang ved hvem fanden han er (burde jeg det?)
eller ikke kender et klap til Bolsjefabrikken,
(er det måske en pendant til Bon Bon land?)
står undrende på sidelinjen og ser mine helte kvaje sig
som de utilstrækkelige mennesker, de også er
når de ikke skriver digte, litteraturkritik eller på andre måder
forsøger at hæve sig op over den fladpandede virkelighed.

Mit had/kærlighedsforhold til Facebook er enormt.
Jeg beundrer allermest de folk, der har en profil,
men som ikke rigtigt benytter sig af den; de som holder igen
og så alligevel ikke, for er det ikke fejt, krysteragtigt,
de investerer jo ikke noget i det rum som er os andre. Blotter sig
ikke og umenneskeligt er det ord, der umiddelbart falder mig,
men tænk sig at mediet er mere menneskeligt end mennesket:
Den eneste ven du rigtigt har, når alle andre svigter, er Facebook.

Mit had/kærlighedsforhold til Facebook er enormt.
Her fra mit eksil på UC Berkeley ser jeg klart
for jeg er pludselig en fugl, måske en papegøje,
og jeg mærker en performancekunstners hånd oppe i røven
og den taler og taler og hadet og mindreværdskomplekserne,
den manglende anerkendelse er så stor
at den er nødt til hele tiden at befinde sig på afstand
for at holde det vedlige. Det hele ophober sig som en gigantisk lort
der bare skal hældes ud over det forsmående Danmark,
og som ikke længere kan være i en dåse,
men Facebook er et kolossalt hyggeligt lokum,
hvor man se folk sidde og skide på række.

Mit had/kærlighedsforhold til Facebook er enormt.
Jeg skriver dagligt kærlige hilsener til de venner jeg faktisk kender
og som Facebook venligt minder mig om, har fødselsdag i dag
eller i morgen eller engang i fremtiden
som Facebook naturligvis har styr på for mig.
Jeg overvejer grundigt hver gang, om de er det værd,
om jeg faktisk kender dem eller
hvordan det ser ud når jeg klistrer mig selv op
på deres ansigtsmur med min klamme hilsen.
Tænker tilbage på dengang, jeg selv fik en masse hilsener,
bl.a. fra Pia Tafdrup, som jeg aldrig har mødt
men som jeg vældig godt kan lide alligevel.
Jeg skrev tilbage: You got the love I need to see me through,
ikke kun til Pia, men til dem alle
og den kærlighed var måske en smule forloren,
når jeg tænker tilbage på det nu,
den er mig selv og mig selv i rigelige mængder
muret inde i det affektive hjørne af mediet selv,
hvor det kun er had eller kærlighed, hvis valuta gælder.

Mit had/kærlighedsforhold til Facebook er enormt.
Jeg googler Villemoes og det første der dukker op
er en eller anden plagiatsag, vorherrebevares
så er verden heller ikke større og Niels Lyngsø skriver
at han stemmer på Enhedslisten, selvom alle tror han er borgerlig,
men kære Niller, jeg tror ikke længere
at der er en forskel på forskellene: identitet ER politik,
alle er politikere og vi stemmer kun på os selv
for jeg er ikke længere en anden, men det nye repræsentative demokrati.