Blufærdige digte: Vi er ikke konger

Der er noget blufærdigt over Daniel Dalgaards fine debutdigtsamling Vi er ikke konger, der udkom på Rosinante i år. Muligvis er jeg præget af det billede af forfatteren, som pryder bogflappen, hvor han er afbilledet med et stykke glas (eller lignende) foran det halvskjulte ansigt. Men jeg tror ikke kun, at det er det. Dalgaards digte fik mig til at tænke på poesi, som en mere blufærdig genre i det hele taget, i forhold til prosa, Måske vor tids prosa? Prosa som striptease.

Naturligvis generaliserer jeg, for poesi kan jo også være den genre, der går tættest på det skrivende menneske, men det nærmer sig dette på en anden måde, med en anden type af referentialitet så at sige.  Formen, verset skjuler også skribenten bag sproget. Vers kan være som dette stykke glas, Dalgaard holder op foran sit ansigt.

Det selvbiografiske er derfor også altid noget andet i poesi end i prosa. Digte handler jo oftest og først og fremmest om forholdet mellem sprog og verden. Sproget først, verden derefter. I prosa er det omvendt. I poesien bliver man "en jeg", som Per Højholt siger det et sted i Turbo: "en jeg i sin firkant".

Nuvel, lad mig citere et digt fra Dalgaards digtsamling:
Hvis enhver form
indeholder et påbud om sig selv i sig
kan man sige det
så gælder det om at opnå
den mindste form overhovedet. Lidt senere
Jeg er alene i lejligheden og gemmer mig bag gardinerne
i ordene eller mine intime undskyldninger hvilket
er det samme. Som jeg sagde senere jeg vil gøre alt
for dem der vil mig til livs. Du
er der hvor jeg afsætter min menneskelighed
og kredsede væk under blindheden
Du skal vågne i gruset alene
i dit eget demokrati
med løgnen hængende over dig som et skjul
hold mig tættere
som den silende sne
lægger en forældet hovedstad øde.

Digtet giver et fint billede på nogle af samlingens typiske temaer. Skrift, form, jeg/du relation, det politiske, kærlighed måske? På en måde traditionelle, digteriske emner, men afsøgt med en sart, afsøgende stemme. Man lægger mærke til digtets skifte fra jeg til du: "Du/ er der hvor jeg afsætter min menneskelighed" - det kan jo både være en kærlighedserklæring og et metatekstuelt udsagn om, hvordan jeget afsætter sin menneskelighed som et du i sin digtning.

At afsætte sin menneskelighed, blive fri for sig selv, sin identitet. Det er måske det, poesi handler om? Og her blufærdigheden ligger gemt? At digte for at blive ingen, som Niels Frank vistnok engang sagde det.