Men når jeg læser hendes poetik-agtige tekst "Writting in English", der er en poetik i forhold til bogen Boyfrind, har jeg alligevel på fornemmelsen, at hun forsøger at forene to ting i et muligvis utopisk projekt. På den ene side det mere politiske, sympatien med dagplejemoderen fra Vejle, på den anden side det sproglige, fascinationen af det tomme sprog. Det som i Boyfrind bliver repræsenteret af Hagens såkaldte Beverly Hills 90210-engelsk. Man kunne også sige det lidt anderledes, nemlig at Hagen gerne vil forene dagplejemoderen med sig selv gennem Stéphane Mallarmé.
Det vanskelige ved projektet er måske ikke så meget Mallarmé, som det er dagplejemoderen. For vil dagplejemoderen til eksempel føle sig "rigtigt" repræsenteret ved det dårlige engelsk eller de bevidste stavefejl? Hagen skriver, at det tomme sprog er tomt, fordi det er hvermandseje, og ideen er velsagtens, at man derigennem kan mødes på tværs af kulturel kapital, forfatteren, den intellektuelle, dem med magten og dagplejemoderen. Hagen henviser til den finske forfatter Leevi Lehto, der taler om "mangfoldiggørelse af trivialitetens sprog", for som hun siger, der det "at indoptage dumheden og barbarismen (ukorrekt eller uacceptabel brug af ord, stavemåder eller udtryk) i poesien og åbne op for et ånds fællesskab på tværs af uddannelsesbaggrund, etnicitet, skrive mæssig Kunnen, livserfaring og intelligens."
I de gode gamle marxistiske dage var een af de klassiske fejl, at man præcis troede, at man kunne overvinde den kløft af kulturel kapital, der var indbyrdes imellem de venstreorienterede, de intellektuelle og arbejderne. Senere hen satte Dansk Folkeparti kilen ind og høstede mange af frugterne, som denne kløft bl.a. avlede. Jeg ville derfor ønske, at det faktisk var så nemt. At man med poesiens musik kan forene mennesker. Men går man tilbage, fx til nogle af de ting som Hans Jørgen Nielsen i sin tid lavede, så er de i dag stadig god poesi, men de lykkedes velsagtens ikke som politisk projekt. Med andre ord kan jeg have på fornemmelsen, at Hagen med sit projekt risikerer at løbe ind i de samme blindgyder, som man gjorde dengang. Men jeg kan sagtens tage fejl. Ja, jeg håber faktisk, at jeg tager fejl.
Imidlertid: apropos blindgyder, Mallarmé og dagplejemødre, så kan jeg ikke lade være med at tænke tilbage på Per Højholt. Med sin Gitte-figur lykkedes det faktisk ham at forene nogle af disse ting, i hvert fald Mallarmé med en midtjysk kvinde. Men spørgsmålet er, om det ikke snarere er HUMOR end det tomme, trivielle sprog, som udgør det samlende element. HUMOR, som jo for dælen også er et vigtigt element hos Hagen, selvom hun ikke nævner det. Sådan er det ofte med humor - den bliver ofte glemt til fordel for de mere "fine" ting, men humoren og latteren er faktisk et sprog, som kan underminere autoriteter og skabe menneskelige fællesskaber på tværs af divergerende "sprog". Eller som Højholt skriver det i Hans Henrik Mattesen. En monografi (2007), hvor autoriteten jo er intet mindre end God - himself:
"Gud er alle mennesker. Han gav sig så aldeles hen i skabelsesværket at hans hele væsen undslap ham og uigenkaldeligt fortabte sig i værket, i os og verden, – den ubestemmelige aura med hvilken alle ting møder os, når vi eftertrykkeligt er til. Resten er: Vi var godt på vej med Babelstårnet, da han genkendte sig selv i vores værk, anede faren og i panik krydsede vore planer før vi selv nåede at forstå dem. Det var først da han blandede vore tungemål og adspredte os, at det gik op for os at vi havde overvurderet ham, og da var det for sent. Men han glemte latteren, den har vi stadig fælles og den dag vi bliver enige om at le samtidig og ad ham sletter vi ham af hans værk. Fra da af vil der ikke være mere at le ad, men indtil da er latteren det eneste sted hvor vi kan møde ham på så lige fod at vi kan gribe efter herredømmet."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar