Avantgarde-retorikkens potentialitet

Jeg faldt over en anmeldelse på kunsten.nu af Mikkel Bolts fine, lille bog: Avantgardens selvmord, der er udkommet på 28/6. Her læser man:

"Mikkel Bolt ender faktisk med – måske ubevidst – at fremlægge avantgarden, som noget der aldrig blev en realitet. Ingen af projekterne endte med reel forløsning, kun desperation og til sidst kapitulation til efterkrigstidens fremstormende kapitalisme og mere stabile demokratier. Den nåede aldrig længere end til manifester, indbyrdes kampe og elitært snobberi."

Det fik mig til at tænke på, at det måske først og fremmest er den potentialitet, der er i og med retorikken omkring avantgarden, også hos Bolt, som gør, at avantgarden stadigvæk lever, hvis man absolut skal ind i den jargon (levende vs. død avantgarde). Fx når Bolt, efter mere eller mindre at have skitseret jordens fremtidige undergang, afslutter sin bog sådan her:

"Enhver krise repræsenterer en mulighed for såvel den gamle orden som det nye. Men det revolutionære perspektiv har ikke gode kort på hånden. Menuen står på kaos, militære konflikter og endnu mere lidelse for de fordømte på jorden"

Det er den potentialitet, som ligger i tanken om enten en apokalypse eller en revolution, der opildner sproget hos Bolt, som i øvrigt skriver fremragende og - naturligvis havde jeg nær sagt - inciterende.

Noget af det samme fornemmer man hos en skribent som Michel Houellebecq, uden sammenligninger i øvrigt. Houellebecqs perspektiv er ofte også grebet helt udefra, næsten hinsides menneskene, ligesom Bolts her, jf. "de fordømte på jorden". Også Houellebecq skriver med en apokalypse for øje, og det er den, der giver hans stil en særlig misantropisk nøgternhed, og ja en potentialitet (som en tikkende bombe), der er med til at gøre hans bøger så gode