P.S.
Da jeg for nylig var på Aarhus Fremads minimale stadion Riisvangen for at se fodbold, slog det mig, hvor vild en kropslig oplevelse det er at se de her unge, enormt veltrænede mænd, bevæge deres kroppe med uhyrlig præcision, fart og kraft. Måske især fordi spillerne i dag er meget mere veltrænede, end da jeg spillede. Det går stærkere, der er mere power på spillet; det er muskler, øl og græs. Primitivt og smukt. Det er vel en del af fascinationen ved at se fodbold. Især på den her måde, på sidelinjen, ikke på et vindblæst stadion, ikke hoppende og hujende i vrimlens fascistiske rus. Vi projicerer vores eget kropslige begær ind i de unge mænds muskler. Forestiller os at være dén krop, være i et med en krop. Det fik mig til igen at tænke på den måske bedste afslutning, jeg kender på nogen som helst roman. Jeg tænker på Philip Roths Nemesis, der handler om Bucky Cantor. Han er 23 år og ”playground director”. Imens hans jævnaldrende drager i krig – Anden Verdenskrig – bliver Bucky hjemme i Newark. Her begynder en polio-epidemi langsomt at brede sig, og flere af de børn, som Bucky kender fra legepladsen, dør. Buckys kæreste arbejder et andet og tilsyneladende fredeligere sted, nemlig på en sommerlejr i bjergene ved Poconos. Bucky er i syv sind. Skal han redde sit eget skind og få det arbejde, som kæresten kan skaffe ham deroppe, eller skal han heroisk blive i Newark og forblive direktør på legepladsen. Set i forhold til dem, der drager i krig, er Buckys dilemma latterligt. Naturligvis skal han blive i Newark. Men set i forhold til et mere egoistisk synspunkt, trækker Poconos vældigt meget i ham. Han ender med at tage til Poconos. Alt er vitalistisk fryd og gammen deroppe, indtil den dag et barn bliver sygt. Langsomt erfarer Bucky, at det er ham, der formentlig har bragt polio med sig til byen, og han ender også med selv at blive syg.
Romanen knækker lige efter midten. Man har et enkelt sted hørt, at fortælleren er en jegfortæller, men der er endnu ikke blevet gjort en sag ud af det. Imidlertid træder jegfortælleren tydeligt frem sent i bogen. Han har tilfældigt mødt Bucky senere i livet, hvor denne har fortalt hele sin historie. Det viser sig, at Bucky faktisk ender med at bortjage sin kæreste, selvom hun faktisk vil have ham på trods af den måde, som polioen forkrøbler hans krop. Det er dog ikke noget, han kan leve med. Han sviner hende bevidst så meget til, at hun forlader ham. Det hele er så skammeligt, og Roths erfaringer med mere eksperimenterende fortællinger, f.eks. den formidable kortfortælling ”The Breast”, kommer til fuld udblæsning, når han skildrer, hvad det vil sige at være fanget i en vantreven krop. Mest distinkt, fra min læsning af bogen, står imidlertid den allersidste scene, som jeg kan blive ved med at tænke tilbage på, især når jeg tænker på forbindelsen mellem sport og litteratur. I et formidabelt flashback, der sætter hele Buckys korporlige mareridt i relief, skildres en scene, hvor han som ung kaster med spyd:
“And then he hurled the javelin. You could see each of his muscles bulging when he released it into the air. He let out a strangulated yowl of effort (one we all went around imitating for days afterward), a noise expressing the essence of him – the naked battle cry of striving excellence. The instant the javelin took flight from his hand, he began dancing about to recover his balance and not fall across the foul line he’d etched in the dirt with his cleats. And all the while he watched the javelin as it made its trajectory in a high, sweeping arc over the field. None of us had ever before seen an athletic act so beautifully executed right in front of our eyes.”
Det er, som om denne kastelyd – dette anstrengte, næsten dyriske råb – bliver stående som et ekko gennem hele fortællingen, længe efter at spyddet har ramt jorden. For det er ikke bare et kast; det er en krop, der endnu er hel, der endnu er i stand til at samle sig i én viljesakt og sende sig selv ud i verden. Når man læser scenen efter at have fulgt Buckys forfald, bliver den næsten ubærlig. Ikke fordi den er tragisk i sig selv, men fordi den er så ubesværet. Så fri.
Og måske er det dér, en forbindelse til læsningen af romanen også opstår med størst tydelighed. For mens vi sidder stille – bøjet over bogen, fanget i vores egne, oftest langt mindre heroiske kroppe – bliver vi sendt ind i denne anden krops mulighed. Vi mærker spændingen før kastet, tyngden i armen, den pludselige frigivelse. Læsning er i sin ydre form passiv, ja, næsten asketisk. Men indadtil er den en voldsom mobilisering af erfaring, sansning og forestilling. Vi læser med muskler, selv når de ikke bevæger sig.
Det er måske derfor, at netop sådanne scener – sportens øjeblikke, kroppens ekstreme koncentration – kan virke så stærkt i litteraturen. De minder os om, hvad det vil sige at have en krop, ikke som byrde eller begrænsning, men som mulighed. Og samtidig, som hos Roth, hvad det vil sige at miste den. I spændet mellem de to erfaringer opstår læsningens særlige intensitet: en stille, indadvendt aktivitet, der i sit bedste øjeblik lader os kaste et spyd gennem luften, ja måske lader os være det spyd, der kastes gennem luften.
P.P.S.
Og nej, jeg tænker ikke på jagt og Ursula Le Guins bæreposer og andre smukke teorier om fortællingens former. Lad dem ligge for en stund. Jeg tænker på læsningens kraftanstrengelse. På fiktionens mulighed for at samle kroppen i sproget. Ikke på at lade sig føre med af et plot som en passiv bevægelse fremad, men på at være plottet selv: spændt, handlende, risikerende. Som i kastet. Som i øjeblikket, hvor noget sættes ind med hele sin vægt, uden garanti for hvor det lander.
Kommentarer