Gå videre til hovedindholdet

Ved et modeshow i Malaga

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvordan de tre personer hænger sammen. Umiddelbart burde det være mand, hustru og datter. De er alle meget smukke. De er velklædte. Men den unge dame sidder i midten og rører ved manden på en måde, der er flertydig. Han er på min alder, tror jeg. De har billetter til begivenheden og sidder forrest i de fire rækker på hver sin side af Calle Marqués de Larios. Vi andre er gratister. Vi står bagerst. Jeg med mit badetøj i rygsækken og stadig saltet til af Middelhavet. Vi venter på de lange høje stativer. Om lidt kommer de vandrende ned ad marmorgaden, Europas længste udendørs catwalk på mellem 300 og 350 meter. Men når jeg ser på den smukke mand overfor mig, på den anden side af gaden, ved siden af sin datter, eller kæreste, så tænker jeg, at han giver fuck for klimakrisen. Den er slet, slet ikke inden for hans radar. Jeg derimod har dårlig samvittighed over at flyve til Malaga. 


Men ligger der en overlegenhed i den position. Ved jeg bedre? Jeg har ofte tænkt at grunden til, at der er så stærk en alliance mellem en økokritisk eller bare økologisk position og så humaniora, handler om det. At vi ved bedre. Det er vores kapital. Det er vores hævn. Bare vent og se, smukke mand. Du er ligeglad nu. Men det er du ikke, når jorden går under. Men dét - det ved du intet om i dit bekymringsløse og fancy liv ovre på den anden side. I dine bare tæer, der bekymringsløst glider ned i de moderigtige loafers - i dine opsmøg, din velplejede hud. Det er en sær reversibel skam. Projicerer jeg min affekt over i ham. Bliver jeg provokeret af hans tilsyneladende bekymringsløshed? Er jeg irriteret over, at jeg skal bære hans skam? At han er for glat til overhovedet at skamme sig? Er skammen min kapital?


Da vi gik langs kajen i eftermiddag, kunne jeg ikke lade være med at slå den ene luksusyacht op efter den anden. 


“M/Y Ilona er en prisvindende luksussuperyacht på 82 meter, der ejes af den australske milliardær og Westfield-grundlægger Frank Lowy. Lowy er en australsk-israelsk milliardær og filantrop, som overlevede Holocaust og senere opbyggede Westfield Group, et af verdens største shoppingcenter-imperier. Efter salget af livsværket i 2018 for milliarder af dollars fokuserer han i dag på globale investeringer og filantropi, herunder tænketanken Lowy Institute, mens han personligt nyder tilværelsen på superyachten Ilona, som er opkaldt efter hans mor.”


“M/Y I Dynasty er en tyskbygget megayacht på 100,8 meter, der oprindeligt blev opført til den nu afdøde kasakhiske milliardær Alijan Ibragimov og hans familie. Den luksuriøse båd blev leveret i 2015 af Peters Werft/Kusch Yachts og skiller sig ud ved sin enorme rummelighed, et luksuriøst wellness-spa, en indendørs pool/tendergarage samt plads til hele 34 gæster og 36 besætningsmedlemmer.”


“M/Y Zenobia er en tyskbygget luksussuperyacht på 57,3 meter, som ejes af den saudiarabiske milliardær og filantrop Wafic Saïd. Yachten blev leveret i 2003 af det anerkendte værft Abeking & Rasmussen og byder på et tidløst ydre design af Donald Starkey samt et eksklusivt interiør af Alberto Pinto, der danner rammen om plads til 12 gæster og 15 besætningsmedlemmer.


Wafic Saïd er en syrisk-født saudiarabisk milliardær, finansmand og filantrop, der opbyggede sin enorme formue på store infrastrukturprojekter under Saudi-Arabiens byggeboom i 1970'erne. Han blev internationalt kendt som mægler bag den gigantiske Al-Yamamah-våbenhandel mellem Storbritannien og Saudi-Arabien og er i dag særligt anerkendt for sin filantropi, herunder stiftelsen af Saïd Business School ved University of Oxford samt sin superyacht Zenobia, som jævnligt gæstes af det britiske kongehus.”


Men så sker der endelig noget. Min lænd gør ondt. Vi har ventet en time. Stående. Efter  mindst 15000 skridt i dag i en stadig penduleren mellem byen og stranden, vores besøg i domkirken. Stativerne strømmer pludselig ud fra teltet i de mest fantastiske outfits. De fleste ligner aliens. Smukke aliens. Og det er ofte vanskeligt at se, om det rent faktisk er kvinder eller mænd. Det er både et fascinerende og smukt syn. Især for en som mig, der aldrig har været til modeshow før. 


Ikke alle modellerne er stativer. Nogle ligner også mennesker. På et tidspunkt dukker der en midaldrende og meget smuk kvinde op. Hun danderer stolt ned ad marmorgaden, og de tre smukke mennesker på den anden side klapper begejstret. Måske er det mandens hustru? Måske er det den unge kvindes mor? Jeg kan ikke få regnestykket til at gå op. Men de smiler til hinanden derovre. De har det sjovt. De er stolte af deres…. Mor, hustru, veninde?

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...