Uglen derude
hvem kalder den på?
Lyden som en anden verden
før verden gik under
og blev til realityshow
og smeltende gletsjere.
Som noget på landet
hvor jeg kommer fra
mellem markerne,
plovfurerne, de lange aks
de brændende stubbe
halmballerne stablet
som legoklodser
duften af diesel
drømmene parkeret i jorden.
Jeg med mine traktorer, frakørselsvogn og mejetærsker inde på gulvet
i stuehuset hvis vinduer strak sig
over otte fag.
Der spejlede jeg den verden
som jeg ikke deltog i,
men jeg fik harvet gulvtæppet grundigt og fortabte mig
i min agrare fantasi.
Det var poesien der skulle høstes.
Det var poesien der skulle hentes hjem og skovles ned i kornsneglen.
Der forsvinder den så
ind i dagens silo.
Kommentarer