Hvis jeg var en yngre kvindelig forfatter

-->

Hvis jeg var en yngre kvindelig forfatter, ville jeg overveje at tale mine andre, yngre feministiske forfatterkolleger stik imod. Eller måske ikke stik imod, men i hvert fald ikke lade min tavshed være udtryk for et rent samtykke. Er det virkelig sådan, at mit køn og mit hverv og de to tilsammen bedst bliver repræsenteret, ville jeg tænke? Jeg ville også tænke, at hvis Judith Butler kunne læse dansk og dermed følge med i den danske feminisme-bølge lige nu, ville hun utvivlsomt mene, at man burde besinde sig. Tonen er til tider militant. Det er sådan set fint nok, men det ærgerlige er, at den i sin militanthed også ofte ender med at være et retorisk og lidt tankeløst pragtstykke – ikke uden humor og gerne tilsat en dosis fiktionalitet, som man skal være litterat for at afkode. Med alle disse retoriske midler bekæmper man imidlertid så mediernes påståede ”fasttømrede billede” af yngre kvindelige forfattere, men egentlig blot for at bekræfte et andet efterhånden ”fasttømret billede” og modefænomen, som medierne også higer efter at give stemme for tiden: Den underholdende militante feminisme blandt de yngre kvindelige forfattere. Det er hverken opstand eller modstand, men medløb i tidens toneklang. Man træder ikke ud af mediernes logikker, som er den største bagvedliggende kraft, når det gælder ”fasttømrede billeder”, men bekræfter dem bare i endnu højere grad. Tonen er således i visse tilfælde blevet mere og mere skinger og ligner til tider et rent overbud i bestræbelsen på at vinde…. og vinde hvad? Tjah, måske bare lydhørhed i medierne.

Således er både billedet af  den yngre kvindelige forfatter og mænd i al almindelighed yderst fortegnet for tiden i det danske litterære landskab. Som om det er nemmere at være smukke Yahya Hassan, mediernes Aladdin, eller Karl Ove Knausgård, den mest sexede mand i Norge, eller Jonas Hassen Khemiri, eller hvem har vi. Det er ikke nemt at være nogen, som Dan Turèll engang skrev det. De andre har jo altid en forestilling om, dog ikke patent på, hvordan man kommer til udtryk. Præcis det ville Butler også sige. Det er i virkeligheden den dybere pointe. Og ja, det var feminismen, der lærte os, også os mænd, at vi ikke er, men gør vores identitet, og at denne gøren er bundet op på diskurser, der altid findes i forvejen. Dem skal vi bekæmpe, hvis vi ikke bryder os om dem, men de findes og for begge køn.

Men ak og ve. Jeg er desværre en mand. Jeg ved, at jeg ikke har mandat til at sige det, som jeg lige har sagt, især blandt dem som jeg gerne vil have til at lytte. Men jeg er også feminist, og blandt mine medfeminister savner jeg den sproglige sårbarhed, Butler plæderer for, og som kendetegner og skaber en etisk forbindelse mellem alle mennesker, kvinder så vel som mænd. Det var bl.a. det som Amalie Smiths kloge bog I civil lærte mig, med sine referencer til Butler, eller det som Ida Marie Hede taler om her.

Men hvad kan man så gøre? Jeg ved det ikke, men det forekommer mig, at man fx kan tage ved lære af historien, og når jeg nu ikke kan sige det, kan jeg jo finde en anden til at sige det for mig. Suzanne Brøgger har til eksempel i mine øjne gennemspillet hele repertoiret mere elegant, end det bliver gennemspillet nu. Jeg tænker tilbage på prosastykket ”Brev til en ung kvindesagskvinde” fra Kærlighedens veje og vildveje, hvor Brøgger opfordrer alle til at være utro og i øvrigt formulerer nogle af sine tanker sådan her:

”Du taler om mandsamfundet, der ”undertrykker”, om kvinden der ”aldrig realiserer sig selv” om at ”mandens og børnenes udvikling sker på bekostning af kvindens”. Det er nok sandt. Men ikke sandt nok.  […] Du er undertrykt – ikke fordi du mangler muligheder – men fordi du måler epokens retfærdighedssans og udviklingsmuligheder ud fra de svageste, de mest underkuede, de der står lavest i det sociale hierarki, du ikke tror på, men som du foregiver at bekæmpe. Hvorfor egentlig ikke anskue epokens udviklingsmuligheder ud fra de overskridende handlinger og fantasifulde udspil, som de mindst underkuede giver udtryk for – for eksempel gennem kunsten.

Thi verden ændres ikke af produkter af systemet, men af dem, der holder op med at være produkter for at blive mennesker, og derfor gælder det om at skabe sig i udtrykkets egentlige forstand, hvilket betyder at tage begærs-sfæren bogstaveligt uden hensyn til samfundets krav eller forventninger udefra.”

Skål.