Alene sammen

Aldrig i verdenshistorien har vi været så bange for at være alene som i dag. Selv når vi er alene, er vi stadigvæk sociale. Det er vores bevidsthed, jeg taler om. På lokummet hører vi stemmer, eller vi interviewer os selv om dagens gang: Det går godt, tak. Jeg har just opdateret min FB profil med et billede af mig selv på vej ind i 40 års krisen.

Offline er et ingenmandsland, som bliver vanskeligere og vanskeligere at indtage, finde rundt i og især overhovedet at finde. Tænder man for radioen, knævrer de ustandseligt. Det er Tony Scott mig her og Scott mig der. Han klistrer enerverende til nyhederne. Kværner, som om alt i verden kan reduceres til underholdning. Det er hygge, det er samtale, det er dialog, det er pis mig i øret. Jeg kan ikke holde det ud.

Hvordan slukker man for sig selv? Jeg kan ikke længere finde knappen. Trække stikket ud. Simpelthen. Den svale fornemmelse af ensomhed. Ingen henvendelse overhovedet. Eller jo, et minimum af henvendelse – henvendelsen minimeret. 

Ahhhh….. jeg åbner min bog. Går derind. LITTERATUR. Her kan vi være alene sammen. Mig og Hans Otto. Vi sætter Asta fri. Sådan her:

"Min mor hjælper Zeet med at smøge ærmerne op, hun knapper for hende, retter på kraven, og de skrider ud ad døren, jeg tænker: som slyngveninder om bag læskuret eller ned på pigelokummet for at dele en cigaret, fnisende som et par syvendeklasses tøser, som er forelskede, men ikke forelskede i nogen bestemt, bare forelskede, i livet, men uden et øjeblik at tænke over, hvad livet er."