Begravelse

Jeg løber og lytter for gud ved hvilken gang til Van Morrisons fantastiske ”Into the Mystic”, og jeg tænker, at hvis jeg nogensinde skal begraves, skal ceremonien naturligvis foregå i en kirke. Enten Vrigsted eller Beder kirke – det må I om? Californien er også ok. Og døden er i mine øjne kirkens eneste berettigelse, og jeg gider dæleme ikke blive kastet ud i en mergelgrav. Var det ikke det, du altid sagde, Bedstefar?

Det gode ved døden er, at min mailboks måske nok er fyldt til bristepunktet, men brister den, så lad den bare briste. Her er ingen bekymringer, og kalenderen helt tom. Mit hjerte sidder ikke i halsen; det banker derimod i jeres blod. Med andre ord: I er mig.

Husk, at jeg gerne vil brændes, for jeg regner ikke med at genopstå, slet ikke i en kødelig udgave. Den gamle krop er jo ikke til at holde ud i længden. Husk mig i stedet i min mest eksemplariske udgave. På cyklen, fx midt i cykelanarkiet på Mejlgade, med spritterne og narkomanerne skrålende i gaden. Eller engageret i en forelæsning om Per Højholts poesi. Det er de billeder, der for alvor tæller. Men husk også, at selvom jeg holder uendeligt meget af salmerne, fx Jakob Knudsens ”Se, nu stiger solen”, så vil jeg også forbeholde mig retten til at forsvinde lysvæld bag ved lysvæld ind, ind i det mystiske, til tonerne af de guddommelige blæsere fra Van Morrisons nummer. Det er klart, at jeg som Frodo, føler mig kaldet. Det er trygt at vide, at rejsen slutter her. Midt i litteraturen.