Digital hukommelse

Jeg tænker over, hvad det digitale billede gør ved vores hukommelse. Hvad der sker, når billederne ikke længere falmer, når de bevarer deres kontrast og skarphed. Naturligvis ændrer fortiden sig ikke, men det gør vores erindring om den. Måske er problemet, at den ikke længere er fortidig. Billederne forbliver intakte, som om de var taget i går. Den fysiske mangel på tidens tand giver os andre forudsætninger for at sætte os ind i det forgangne. Man frygter naturligvis, at det bliver vanskeligere. At der ligesom er en uudgrundelig grænse mellem det digitale billede og det billede, der bærer præg af tidens tand. Som om fortiden før dette bliver skyllet bort og forsvinder i en glemsel, der ikke kommer for en dag. Jeg ved det ikke. Måske er man blot ved at blive gammel og måske vil teknologien fortsætte med at udvikle sig sådan, at tiden trods alt sætter sine spor. I går er alligevel ikke i dag. Ved vi det godt? Kan vi klare det?