Jeg sidder og roder med min bog om Per Højholt og kan ikke dy mig for bare at lade det hele tale for sig selv:
Når man står og ser et af de nye, lette persontog
komme glidende, godt oppe i fart og med en
slibende, definitiv lyd som når man skærer glas
kan man godt gribes af undren over at livet
som sådant med dets sorg og camping er langt
nok, lige nøjagtigt, fx nåede jeg i dag både
at se en stor tudse ved indgangen til Kvickly og
at forsone mig med at jeg nok ikke får den at se igen.
(fra Praksis, 9: Det gentagnes musik, 1989)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar