Sammen med min datter Emma faldt jeg over programmet Allstars på TV2 forleden, hvor Steen Jørgensen (om man kan lide det eller ej) agerer korleder. Under alle omstændigheder, så fik han sit kor til at synge Bowies "Heroes", og det minder mig om en anekdote, som jeg engang fik fortalt. Den lyder nogenlunde sådan her.
Bowie havde under indspilningerne af nummeret placeret mikrofoner med en passende afstand længere og længere ude i studiet, sådan at jo mere han skreg, jo mere kom der med – fra alle kanter, så at sige. På denne måde formåede han at give desperationen lyd i mere end en forstand, men også at udnytte den minimale forskel der naturligt vil være imellem mikrofonerne; det tomrum der nødvendigvis skal fyldes, når man nu har det, som Bowie havde det sidst i halvfjerdserne. "Nothing will keep us together", skreg han ordspillende.
Forskellene mellem mikrofonerne hører man tydeligt i nummeret – som en næsten ubærlig og noget elektrisk interferens. Effekten gør rummet, hvori Bowies stemme lyder, mindre og særdeles klaustrofobisk, det opfanger og griber ham uanset, hvor højt han skriger. Men det bærer ham også oppe i en euforisk lyd; en lyd der giver hele nummeret en fantastisk medvind, som man enten mærker eller ikke mærker, alt afhængigt af hvilket menneske man er. Således inddelte salig Michael Strunge kategorisk verden i to typer mennesker: dem der forstod ”Heroes” og dem, der ikke fatter en pind.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar