Versets krise, versets politik II

Man kan ikke se Laugesens digt i netudgaven af min kronik, så derfor kommer hele dynen her.

Versets krise, versets politik

Af Stefan Kjerkegaard

På det seneste har der været en hel del debat omkring de unge, danske forfatteres politiske holdning. Ligesom der generelt set, både i bogsektionernes spalter og på diverse blogs, har været en række indlæg om sammenblandingen mellem især den nye litteratur og politik. Bl.a. beskyldes den nye litteratur for pr. automatik at være venstreorienteret.

Men spørgsmålet er, om der tales ud fra det samme begreb om politik? Måske er det ikke altid inden for et indholdsbaseret skisma, hvor alting enten er højre- eller venstredrejet, at man skal læse det politiske budskab i litteraturen. Dette skyldes, at det politiske budskab, som det udformer sig i dag, ikke nødvendigvis knytter sig til litteraturens indhold, men oftere til litteraturens form. Det er der ikke noget nyt i, men det er alligevel sjældent, at det er ud fra det perspektiv, at debatten bliver taget op.

Theodor Adorno påpeger i ”Tale om lyrik og samfund” (1957), at lyrikken har et særligt forhold til sproget og dermed til samfundet. I lyrikken overskrider det subjektive sig selv og bliver udtryk for samfundsmæssige problemstillinger. Selv hvis lyrikken nægter at tage del i det sociales mange overfladiske udtryk, så bliver digte og digterne alligevel seismografer for noget dybere og politisk i tiden.

Adorno forudsætter muligvis, at vi kan tale om en krise i subjektet, men denne krise gør lyrikken desto mere seismografisk. Krisen sætter subjektet ud over sig selv og lader det, både krise og subjekt, finde en adækvat form i lyrikken.

Et sigende eksempel på dette er Ivan Malinowskis ”Myggesang” fra 1958, som uden at nævne atombomber, den kolde krig og uden at bruge ordet jeg en eneste gang får sat ord på den apokalyptiske stemning, som tidsånden var præget af.

Peter Laugesens digte viser, hvordan politisk digtning kunne se ud i dag. I hans digte er der egentlig ikke noget skel mellem indhold og form. Det betyder, at det er svært at sakse noget ud af dennes bøger, hvorfor han stadigvæk ikke rigtigt indgår i kanon, heller ikke selvom han hyldes gevaldigt mange steder. Digtene er ikke fine, autonome og afrundede størrelser, men snarere del af en helt bestemt måde at sige tingene på, som til stadighed er under udvikling. I Laugesens optik er selve digtproduktionen et politisk budskab, et modsprog kan man måske sige. Eller digtet kan ”være et organisk skrig af en anden krop”, som Laugesen skriver det i sit første digt i 64 (2006).

Det næste digt ser man på billedet ovenfor.

Måske er det netop det ikke-politiske, som skal gøre digtningen politisk, eller ”et sidste konstant forsøg hvert eneste øjeblik på at afvende noget, der/ allerede er sket”?

Formen understøtter udsagnet. Først ved at digtet, konkret på siden, begynder længere end halvvejs inde i verset, altså for sent. Dernæst ved at der er tale om en slags prosa-start på et digt, der pludselig, efter 4 linjer, udarter sig på vers. ”For sent” er betingelsen, men betingelsen er også, ”hvad vi har/ at være vores nu med her.” Præcis det, at digtet ombrydes fra en slags prosa til poesi kunne være det politiske budskab i det ikke-politiske. At teksten bliver til vers kontrasterer lyrikkens nu med et for sent: Den form som tilfældigvis genereres på siden, i dets udtryk og form.

Læser man det forrige digt i samlingen sammen med digtet her, hvor der tales om, hvad et digt kan stille op mod den uhyrlige verden, der kommer til udtryk via fjernsynets transmission af (Irak)krig og elendighed, så kan digtet ”stille sig midt/ i den og udenfor som noget andet”. Det er akkurat det, som digtet ovenfor illustrerer ved at lade ”betingelsen” stå og dirre betydningsladet mellem to sætninger, mellem prosa og vers, flertydigt ordspillende midt i det hele og derved også som noget andet.

”Hvordan gøre det til blomst?” spørger digtet sig selv. Det kunne være en henvisning til den franske digter Stéphane Mallarmés berømte skrift Crise de Vers, hvori det lyder: ”Jeg siger: en blomst! Og hinsides den glemsel, som min stemme henviser alle omrids til, rejser sig musikalsk, anderledes end de virkelige blomsterbægre, som ideén selv og liflig, den manglende blomst i alle buketter.”

Mallarmé skrev dette i 1896, da verset, som man hidtil havde kendt det, var under kraftig afvikling mod det frie vers, og hvor litteraturen, ifølge Mallarmé, gennemgik en fundamental krise. Med det frie vers bryder moderniteten for alvor ind i digtningen og etablerer en forbindelse imellem dette og verdens kontingens. Formen er ikke længere et udtryk for formålsrettethed og orden, men et efterspil, et ”for sent” som Laugesens digt siger det. Men at gøre til blomst kan i sig selv være et politisk budskab og måske et organisk skrig af en anden krop, af en anden verden – det kan være at åbne alt, at gøre skyerne til skyer, natten til nat. Som Mallarmé også peger på, så kan verset gøre sproget fremmed ved at genskabe det, og det er det fremmede, som skal få os til at se verden igen. Heri ligger versets politik.

Imidlertid slutter Laugesen en smule resignerende: ”Sandheden […] rammer ingen mere. Alt er forsvundet bag perverse/ maskiners beskyttende slik.” Her hentydes formentlig til den fjernsynstransmission, der lige er omtalt i det forrige digt. Måske er ”for sent” alligevel betingelsen for det politiske digt? Omvendt kan den betingelse jo være det grundvilkår, som digtningen er tvunget til at udfolde sig på – hver gang så at sige. Den politiske handling hører hjemme i og til digtets konstitution, ikke i og til dets eventuelle ”indhold”.

Det er den poetik, som Laugesens digte handler om, gang på gang, og derfor, at dennes lyrik om muligt er mere aktuel end nogensinde, for den baner og har altid banet vejen for at re-aktualisere et politisk budskab i og med digtningen. Et budskab, som ikke kan diagnosticeres som højre- eller venstreorienteret, men som er bundet til lyrikken som et sprogligt, revolutionært potentiale. Verset stritter ud, det tvinger os til at høre noget andet. Andre og yngre forfattere følger trop, fx Ursula Andkjær Olsen.

Hun leverer det måske mest dybe politiske budskab af de unge digtere. Hos hende er subjektet under kritik, ja i krise, som Adorno forstår det, men krisen er også en styrke. Hun lader sine stemmer tale frit via en ytringsfrihed, som vi ikke drømte om. Hvis der er en form for subjektivitet i Andkjær Olsens digtning, så er den karakteriseret ved en underfuld, musikalsk og kritisk distance til selve udsigelsesdiskursen. Udsigelsens musik er noget man deltager i, ikke noget man nødvendigvis selv skaber. Derfor kan ord som handlingsplan, fødevarekontrol, infrastruktur inddrages, men den lyriske handling sætter disse ord i perspektiv og gør, at de blot er ord på linje med andre ord. Andkjær Olsens lyrik hensætter sproget i en musikalsk undtagelsestilstand, og deri ligger det politiske budskab. Specielt synligt er dette i den seneste bog Skønheden hænger på træerne (2006), der i sin fysiske form er sigende aflang og vertikal, som om den ville påpege, at verset i sig selv er en politisk handling. Og måske har hun ret?

For det kan være sådan, man skal opfatte konturerne af en ny politisk digtning herhjemme. Det er tidsånden, der gør og har gjort den nye digtning mere politisk. Poesien forsvarer sig ved overhovedet at VÆRE poesi, ved at vægre sig.

Lyrikken er i vores tid det mindst merkantile litterære udtryk af dem alle. Lyrik er faktureret sproglig forskning. En regning til samfundet, værd at beskæftige sig med, men altid med røde bundlinjer, der ikke ønsker at finde prosaisk ro.