Martin Johs. Møller har en kommentar om, at man nu for anden gang inden for kort tid navngiver en antologi med et citat fra Simon Grotrian. Denne gang Hallo jeg er vejret udgivet af Borgens forlag. Det er vel næppe tilfældigt. Grotrian er onelinernes ubestridte mester, prøv fx selv at lukke et par af Ofelialågerne op.
I den forbindelse tænkte jeg, at det må være en opgave for nogen eller en eller anden at skrive om Grotrians fantastiske evne til at lave disse oneliners. Jeg ved fra manden selv, at han rent faktisk har hjulpet flere forfattere med titler. Det kræver blot et enkelt telefonopkald til Grotrian, og så kan man godt pakke alle sine egne ned.
Hvorfor? Måske har det noget med navngivningen at gøre. En form for performativitet i Grotrians sprog, som er helt unik. Alt skal døbes, skriver han et sted. Jaja, så kan man komme efter ham med russiske formalister og hvad har vi, men der må også være andre veje, skulle man tro?
De fleste digtere skriver digte og finder guldkorn. Grotrian arbejder et andet sted, nemlig i digtets miner. Fra hans guldmine strømmer sproget så at sige ud, men nærmest før det bliver poesi. Det er også en af grundene til, at man bliver nødt til at digte med, når man læser ham. Måske kan man slet ikke læse Grotrian, men kun digte med?
Andre strøtanker: Hvad med det uhyggelige hos Grotrian? Flere af digtene er jo døde, eller taler fra højest aparte steder. Ofte er det morsomt, men andre gange er det faktisk også temmelig uhyggeligt, hvis ikke begge dele på samme tid. Endnu en opgave.
Så skynd dig, hvis ikke det bliver mig, der skriver om det, så bliver det måske DIG?
2 kommentarer:
"Fra hans guldmine strømmer sproget så at sige ud, men nærmest før det bliver poesi. Det er også en af grundene til, at man bliver nødt til at digte med, når man læser ham. Måske kan man slet ikke læse Grotrian, men kun digte med?" Ja, i den grad. Var man dygtig nok, burde man skrive en række "afveje" i Grotrians forfatterskab, om alt det, der farer gennem hovedet under læsningen. En Grotriankatalyseret prosasamling. A propos ingenting (eller det, at jeg lige har fundet din side:) , jeg husker bestemt som om du i Digte er bjergede halse udnævnte Livsfælder til et hovedværk i forfatterskabet. Er den virkelig det? Er fx Fire, Risperdalsonetterne og Porcelælnsbreve (samt alle de nyere) ikke langt bedre? Kh Anders (glæder mig til at læse din nye (2007) bog
Kære Anders,
Tak for din kommentar. Ang. Livsfælder, så synes jeg stadigvæk at den er et hovedværk, en gennembrud, måske et sammenbrud som gennembrud, eller noget i den stil. Men det er svært og problematisk overhovedet at nævne hovedværker her, synes jeg, fordi Grotrian jo er sin egen diskurs og fordi han ligesom skruer sproget en ekstra tak, indtil det er uden gevind, hver gang. Ofelialågerne er den seneste radikalisering her, imens salmerne "bare" viser, at Grotrian ER en stor digter og bestemt har styr på noget af det, han laver, selvom det ikke altid ser sådan ud. Tror egentlig ikke, at han ønsker at have styr på det, men med salmer er der tale om en anden genre, derfor højere kontrol, mere VI og derfor også mere JEG, mere samlet jeg. kh. Stefan
Send en kommentar