Smædebrev og hævnakt forklædt som debat
På intet tidspunkt har jeg talt for, at det autonome eller det ikke-autonome værk skulle være bedre end det andet, om end jeg har talt en del ud fra det autonomes principper, fordi det er mest uproblematisk, fx i forbindelse med Leines bog. Jeg kunne godt have en tendens til at mene, at man skal tilbage til værket for at se kvaliteten af de udenomsværkelige aktiviteter, som kan være af forskellig kvalitet. Hos Das Beckwerk fx af stor kvalitet, hos Knud Romer af ingen kvalitet, for værket slutter for mig at se med dennes romans pegen fingre ad virkeligheden, hvilket jo egentlig også er et brud på autonomien, men indefra værket selv. Jeg har en større artikel på vej om dette og om Knud Romers roman, som jeg stadigvæk synes er god.
Måske er det Ella Steehck, der står bag Jette Hansen eller omvendt, for deres aggressive og personfikserede angreb kan til forveksling minde om hinanden. Jeg husker, at Mads Brügger i en kronik til forsvar for Knud Romers bog skrev, at Jette Hansens indlæg var "et smædebrev skrevet i kussens hule" (Jyllands-Posten 19.03, 2007). Her er der så et mere af slagsen, men denne gang rettet mod mig. Jeg fatter ikke, hvordan det på nogen måde kan være interessant i forhold til den diskussion, der ellers kører. Selv hvis Jette Hansen havde ret i sine påstande, så ville det jo ikke virke konstruktivt ind i debatten, men blot afspore den. Og hun kalder sig debattør?
Det er præcis typer som Jette Hansen, der afholder typer som mig i at blande sig i den litterære debat. Jette Hansen bruger sin faglighed som dække til at sige højest ufaglige ting, imens jeg med alle midler, i hvert fald i denne debat, har forsøgt at afklæde mig min faglighed, være demokratisk sammen med andre gode boglæsere, fordi fagligheden måske ikke er det vigtigste, når det kommer til bedømmelsen af, hvad god litteratur er. Det skider Jette Hansen på. Hun fremturer egoistisk, egen- og nævenyttigt og tænker kun på hævn, fordi jeg tilfældigvis korreksede hendes kronik i Politiken for knap et år siden med et læserbrev ugen efter. Men desværre er det ikke kun mig, som hun ender med at skide på med sit indlæg, men også alle de andre, der har deltaget i debatten, og det er straks værre.
Med venlig hilsen
Stefan Kjerkegaard
Ingen kommentarer:
Send en kommentar