Som bevisførelse for og i forlængelse af mine sidste to indlæg vil jeg gerne citere en artikel af kulturredaktør på Information, Peter Nielsen. Den blev bragt 16/11, 2007. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår den. Fx hvordan der lige linkes mellem samfundskritisk og sprogkritisk, således at det bliver de samfundskritiske bøger, der alene står for fornyelsen. Men taler han om litterær fornyelse eller hvordan?
Noget andet er det han skriver om Kalak, at den er et "undersøgende selvportræt". Det er den måske nok, men den undersøger fx ikke selvportrættet som genre eller mulighed, hvorfor den ikke bliver specielt interessant i en litterær optik. Men bevar mig vel, den er samfundskritisk, nærmest ad helvede til.
Om den gode litteratur i løbet af året skriver han: "Men hvad bliver den frisættelse af litteraturen så brugt til andet end bare at demonstrere sit eget projekt, spørger den kritiske læser". Her er det underforstået, at frisættelsen skal bruges til noget - noget samfundskritisk. Hvem siger det? Og hvem siger, at den faktisk ikke lige præcis gør det? At frisættelsen i sig selv måske er samfundskritisk!
Han skulle tage at læse sin egen fine anmelder Erik Skyum-Nielsens bog Modsprogets proces. Måske han kunne lære noget? I hvert fald om, at alt hvad han nedenfor skriver i DEN grad er udtryk for en tidsånd, vi må håbe snart er ved at gå over.
Ingen af de bøger han nævner som fornyende, er fornyende i et litterært perspektiv, og det er jo ganske tankevækkende.
------------
Hvor kommer fornyelsen fra?
Nu har skønlitteraturen på ingen måde patent på at være samfundskritisk. Traditionelt har vi jo fag- og debatbøger til at skrive kritisk om samfundet. Men skønlitteraturen har derimod haft patent på en anden form for samfundskritik, nemlig den mere sprogkritiske og den, der stikker et lag dybere og blotlægger de forskydninger, der finder sted i forholdet mellem individ og samfund.
Og fordi skønlitteraturen traditionelt har den rolle, er det altid med spændte forventninger, man går til et nyt bogår for at læse om nye forsøg på at forstå menneskets og samfundets krinkelkroge. Men også for at afdække de skyggesider, som har svært ved at trænge frem i mediernes billede af verden, hvis de vel at mærke ikke lige er ledsaget af nyhedens eller sensationens motor.
Skønlitteraturen kan med andre ord spejle tidsånden på en mere vedvarende måde.
Her ved slutningen af bogåret 2007 kan man konkludere, at der er skrevet mange gode bøger i år, men at de mest opsigtsvækkende samfundskritiske værker ikke kommer fra skønlitteraturen. Vi har fået en række stærke fornyelser af hjemstavnslitteraturen i form af Jens Smærup Sørensens Mærkedage og Hans Otto Jørgensens Med plads til hundrede køer. To bøger som begge på mesterlig vis giver sprog til mere upåfaldende og stille eksistenser.
I mere eksplicit forstand står Peter Adolphsen med En million historier for det mest radikale forsøg på en demokratisk befrielse af bogen, hvor man som læser får præsenteret 10 sider, hver skåret i seks strimler, der så kan sættes sammen til, ja én million forskellige historier. Men hvad bliver den frisættelse af litteraturen så brugt til andet end bare at demonstrere sit eget projekt, spørger den kritiske læser?
Og lidt det samme kan man sige om Jeppe Brixvold, der med det store episke værk Forbrydelse og fremgang leverer et af de flotteste og modigste romanforsøg set i mange år, men som det efter de første forrygende 200 sider aldrig lykkes at overbevise sin læser om, hvorfor man egentlig skal læse hans historie, og hvorfor den nedskrivning af historien til et mytisk nulpunkt er nødvendig?
Eller omAdda Djørup, som i sin nye bog Hvis man begyndte at spørge sig selv er så herligt skæv og dygtig til at skrive noveller, at man lidt glemmer, hvad det er, hun egentlig vil med sine historier?
Den mest hudløse og ærlige fra bogåret 2007 er uden tvivl debutanten Kim Leines Kalak, der i en forunderlig komposition både er en incest-historie, en grønlandsk samtidsroman og et undersøgende selvportræt. Hvis han ikke får årets debutantpris på bogmessen i dag, er det en litterær katastrofe.
Det er imidlertid faglitteraturen, der i år mest overbevisende formår at være samfundskritisk. Peter Øvig Knudsen har med sine to bind om Blekingegadebanden ikke bare skrevet en levende dokumentarisk beretning om den berygtede røverbande, men formår samtidig at levere så meget nyt materiale, så vi for alvor må revidere vores opfattelse af 1970'ernes og 80'ernes venstrefløjshistorie og Blekingegadebandens forbindelse med internationalt terrornetværk.
Og Mads Brügger og Nikolaj Thomassen, der i en kras og voldsom bog, Grænseland, om Tøndersagen, ikke bare gør op med normal journalistisk praksis og hunger efter sensationer, men også formår at levere et stykke virkelighedsbeskrivelse set fra udkanten. Det er en bog, der har flyttet grænser for, hvordan man i det hele taget kan skrive sådan en bog og flytte mentale hegnspæle.
Det er herfra, fornyelsen kommer i år. Gad vide om disse forsøg også kommer til at smitte af på skønlitteraturen i de kommende år?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar