Da jeg var yngre drenge spiller var heltene, det indrømmer jeg gerne her  mest mænd:    Lars Hauth, Claus P  men selvfølgelig også Waldner Appelgren og Grubba.   Der er en magi i alle de navne især når jeg nævner dem nu.   Dit navn stamper med hver gang du server. Hvorfor hed jeg ikke Thomas Jørgensen Rhod Jepsen, Torben Bech eller Ulrik Borchert?   Et ord – det vil sige det er jo ret beset et navn rummer måske det hele: Secrétin .   Men det kan man ikke stampe selvom hårene rejser sig, duften af et nyt bat opstår celluloidens mange hemmeligheder.   Men der var én damespiller hvis navn jeg aldrig kommer mig over Charlotte Polk   Også her er der magi: Charlotte Polk Charlotte Polk   Dansk mester flere gange i 80erne  pryder forsiden af det legendariske  Bordtennisbladet  marts 1989.   Hendes legendariske mullet hendes vilde serv ud af baghånden hendes intense spil tæt på bordet.   Måske jeg var lidt fo...

 Turen til Utrecht er én lang improvisation med DB Navigator: Fra Hamborg er det helt sort stationen er et narkohul og vi sendes til Osnabrück hvor der efter sigende er et direkte tog til Amsterdam. Men da vi ankommer er det 130 minutter forsinket og vi omdirigeres til regionaltog mod Hengelo der bl.a. fører os over eksotiske tyske navne som Ibbenbüren, Ibbenbüren-Eck osv. Mon solen nogensinde skinner her? Kender de også til den blå himmel? Og imens det mørkner langs banen hvor det ene gravstensfirma efter det andet sælger øjne til mørket bliver jeg nødt til at smide min salamisandwich ud fordi den smager af… Ja, hvad egentlig?  Tysk gris måske i hvert fald pølsetysker og plattenslageri. Men livet er jo at rejse min billet gælder tilsyneladende til alt. Jeg ser et spir bag træerne for enden af markerne. Det er dér jeg ikke vil hen. Åh Utrecht, here we come.

Hvordan skal jeg beskrive mit forhold til min søn ja til unge generelt, måske? En stor ømhed man må bære. Jeg har ondt af dem men forventer også mere noget andet noget, jeg ikke længere kan være. Du får så noget helt tredje som du ikke havde forudset noget, der gør verden mere værd. Det er måske som det skal være for der venter ham en fremtid umulig, eller i hvert fald sær. Og jeg forstår hvorfor man gerne vil stå godt oprustet til et liv i blæst når alt omkring dig føles trist. PureGym som om musklerne i sig selv yder modstand og kan lære kroppen verdens besvær. Hjælpe én med ikke at falde tabe hjertets rødder i verden at stå fast uanset vejr eller tiden som sker . Men med ømheden følger også følelsen af at være en vampyr noget i mig bliver stumt især. Som om jeg suger af de unges livskraft den potentialitet jeg ikke længere er værd. Jeg er jo selv et træ der skal falde, falder og kan ikke skærme dem fra det, der allerede er her. Fra den fremtid der bræn...