Gå videre til hovedindholdet

Opslag

Natten i natten (oplæg fællesfaglig dag, nordisk, Nobelparken 17/11)

Dengang i 1990, cirka et år inde i min gymnasietid i Horsens, begyndte jeg pludselig at skrive digte. Jeg boede langt ude på landet og kommer fra en familie, hvor det kun er få af os, der har taget en studentereksamen. Jeg ved stadig ikke helt, hvorfor det startede. Heller ikke hvordan. Ingen læste eller læser digte i min familie. Men når jeg roder i mine gemmer, dvs. de ganske få ting, som jeg har gidet at gemme fra dengang, finder jeg fx følgende digt. Eller i hvert fald følgende tekst. Den er dateret 16. juni 1990.: 1990      et sted, langt væk et årti alt står stille, musikken, hjerterne og smerterne udvider horisonten men mod et spejl forvrængede spejlbilleder sendes som et ekko, som et tegn ser i billeder læser i kroppe drikker, spiser, sluger fremtiden nøgent bevægelser fra mennesker lyder af maskiner i en uduelig fabrik undertoner forvirrer i en stadighed mit sinds åbne kanaler – paradisets veje til de nedskrevne ord men ...

Bogen og værket

Klaus Nielsens Bogen og værket med undertitlen En introduktion til tekstkritik og boghistorie som litteraturteori er en virkelig fin og brugbar bog, som jeg meget gerne vil anbefale. Personligt har jeg altid været en smule skeptisk overfor boghistoriske tilgange til litteraturen, fordi de kan synes at være mere interesserede i bøgerne end i den litteratur, der optræder i dem. Men Nielsens bog problematiserer en sådan fordom netop ved at tage fat i det udefinerbare begreb "det litterære værk", som vi ellers automatisk bruger og opererer med i vores litterære tilgang. Og altså strengt taget uden at vide hvad vi mener, og hvad det indebærer. For hvad vil det sige at læse og måske analysere litteratur ud fra en uklar ide om "det litterære værk"? Er litteratur i den forbindelse noget andet end bogen, som den optræder i? Kan vi blot ignorere, at litteraturen altid også har en krop i form af et omslag eller andre former for apparitioner? Hvor begynder og slutter "...

Den menneskelige plet. Litteraturens x-factor

Da årets X Factor vinder Morten Nørgaard skal til at synge “Say You Won't Let Go” i femte runde af liveshowsne, taber han pludselig tråden. Han er tæt på at give op, men får efter et par opmuntrende ord fra både sin mentor Remee og værten Sofie Linde samlet sig. Han tager sangen forfra og gennemfører sin optræden. Øjeblikket er muligvis afgørende for udfaldet af årets talentshow. Morten Nørgaards optræden understreger nemlig hans egentlige x-faktor: menneskelighed. Men gennem sin fejl og tvivlen på egne evner bekræftes også den særlige ærlige aura, som omgiver Morten. Ingen kan være i tvivl om, at ærlighed står i ekstrem høj kurs i et samfund dybt præget af nye medier, hvor det meste til tider kan virke iscenesat og som konstruktion. Men hvordan udtrykker man noget ærligt sådan, at det ikke virker som om, at den, altså ærligheden, også er påtaget. Kan man bevidst lave ”en Morten”? I ærligheden finder man i princippet ingen intentioner, for intentioner indeholder som...